Traditionelt er der ikke de store udskiftninger, når spillerne i Spillerforeningen vælger Årets Kvindelige Hold. I år var ingen undtagelse. I forhold til sidste års hold, er der blot skiftet en enkelt spiller ud i hver kæde, hvilket betyder, at der er gengangere på Årets Kvindelige Hold 2020.
Spillerforeningens pressemeddelelse giver dig overblikket:
I forsvaret er der genvalg til Stine Ballisager og Rikke Sevecke, der også var nomineret til Årets Kvindelige Fodboldspiller, hvor hun blev nummer to. Genvalg er der også til Årets Kvindelige Talent, Sofie Svava, mens det nye navn i forsvarskæden er Simone Boye fra Bayern München. Hun afløser Sara Holmgaard.
På midtbanen er der genvalg til rutinerede Sanne Troelsgaard og Sofie Junge, mens Nicoline Sørensen afløser Emma Snerle. Nicoline Sørensen var dog også på holdet sidste år, der var hun blot stemt ind som angriber.
Den ledige angrebsplads snupper Stine Larsen, mens de danske, kvindelige fodboldspillere igen i år stemmer landsholdsanfører Pernille Harder og Nadia Nadim ind på holdet.
Årets Kvindelige Hold 2020
Det er de kvindelige, danske fodboldspillere, der har stemt til Årets Kvindelige Hold 2020.
Keeper: Katrine Abel
Forsvar: Rikke Seveke, Stine Ballisager, Simone Boye, Sofie Svava
Midtbane: Sanne Troelsgaard, Nicoline Sørensen, Sofie Junge
Angreb: Pernille Harder, Nadia Nadim, Stine Larsen
Om Årets Kvindelige Hold 2020
Spillerne i de hjemlige ligaer og de danske spillere i udlandet står får udvælgelsen af spillere til Årets Hold. De spillere, der får flest stemmer i deres respektive kæder, bliver udtaget. Formålet er at fremhæve de bedste danske spillere på alle positioner.
Du kan se de seneste års “Kvindelige Hold” ved at klikke her.