Læs det spændende portræt med Luna Gewitz, der kombinerer en uddannelse til Arkitekt med fodbold på højeste plan i Fortuna Hjørring.
Selvom Luna allerede har vundet masser af titler, og fået store oplevelser i fodboldkarrieren, er Luna langt fra mæt af fodbold, og drømmer om en karriere i udlandet.
Født: 1994
Fødeby: Aarhus
Nuværende bopæl: Aalborg
Jeg er vokset op i en lille landsby nær Skanderborg, kaldet Alken.
I Alken kender alle hinanden, og sammenhold og forskellige tiltag gør, at det er en by fuld af liv.
Vi har en frivillig købmand og et fælleshus, hvor der bliver holdt fester såsom julejazz, kvindefester og ølsmagning, samt bliver afholdt fællesspisninger og set fodboldkampe i ‘Paraboldklubben’.
Beboerne bliver opdateret på vores hjemmeside Alken.dk, omkring historier, arrangementer og præstationer i nærområdet. Det er altid fantastisk at komme hjem.
Kælenavn: Da jeg var lille fik jeg kælenavnet Basse af mine forældre, fordi jeg var en rund og blød baby 😉
Sporten
Hvilken sportsgren dyrker du?
Fodbold
Hvor meget træner du?
På en uge træner jeg i fire holdtræninger, og en til to individuelle træninger, hvor en træner og jeg, og måske nogle få andre spillere, øver tekniske finesser, og relationer spillerne imellem.
Derudover er der også styrketræning.
Har du talentet fra din mor eller far?
Begge mine forældre er meget sporty.
Da min mor var yngre dyrkede hun atletik og spillede håndbold, og spiller i dag volleyball og badminton.
Min far har altid spillet fodbold, hvilket han stadig gør, suppleret med lidt badminton.
Hvor gammel var du, da du begyndte på din sportsgren?
6 år
Dyrkede du andre sportsgrene i ungdomsårene?
Da jeg var yngre spillede jeg udover fodbold også håndbold, gik til ridning, spillede klaver og spillede i et band med nogle venner.
Mine forældre bakkede mig op i alt, hvad jeg havde lyst til at afprøve.
Fodbold blev favoritten.
Din karriere indtil nu:
Jeg startede med at spille fodbold i Dover GF, hvor min far samlede et pigehold.
Så rykkede jeg til FC Skanderborg, hvor jeg spillede junior og U18, selvom jeg var for ung til aldersgruppen. Der blev jeg udtaget til diverse talenthold.
Jeg rykkede derefter til Skovbakken IK for at spille i den bedste U18 række. Der begyndte jeg også at træne med 3F liga holdet, mens jeg gik på Brøruphus Efterskole, hvor jeg spillede fodbold med drengene. På dette tidspunkt var jeg med på u17 og u19 landsholdet. Jeg spillede 3F Liga for Skovbakken IK.
I 2012-2013 skiftede jeg til Montpellier HSC i Frankrig, hvor jeg både spillede med ligaholdet, og U19 holdet, som jeg vandt den franske liga med.
Dette år vandt jeg også prisen som Årets Kvindelige Talent 2012.
I 2013 flyttede jeg tilbage til Danmark for at spille for Fortuna Hjørring og gøre gymnasieuddannelsen færdig. Herfra blev jeg udtaget til A-landsholdet.
Jeg har nu spillet for Fortuna i over fire år.
Har du repræsenteret Danmark / været på landsholdet?
Jeg fik debut på U17 landsholdet, og var efterfølgende på U16 og U19 landsholdet.
Derefter har jeg været med på A-landsholdet, hvor jeg fik debut i en EM kvalifikationskamp mod Israel i 2014.
I alt har jeg spillet 49 U-landsholdskampe og 10 A-landsholdskampe.
Har du deltaget ved et mesterskab (DM, EM, VM, OL)
På klubplan har jeg vundet det franske U19 mesterskab med Montpellier HSC, og det danske mesterskab to gange med Fortuna, samt den danske pokaltitel.
Derudover har jeg to gange vundet Futsalmesterskabet med Fortuna, og Danacup ligeledes med Fortuna Hjørring.
På landsholdsplan har jeg deltaget i U19 EM slutrunden i Tyrkiet, hvor vi fik en tredjeplads, og var med til at kvalificere os til U19 EM Slutrunden i Wales, hvor jeg dog blev skadet og derfor ikke deltog.
Derudover har jeg deltaget i EM slutrunden i 2017 i Holland med A-Landsholdet, hvor vi vandt sølv til Danmark.
Største oplevelse(r) med sporten?
Den største oplevelse er helt sikkert den netop overståede EM slutrunde, hvor vi slog Tyskland ud, og vandt sølv.
Det var især en stor oplevelse, fordi vi vandt de danske fodboldfans’ støtte, og også på den front skrev historie.
Dit bedste resultat?
Som sagt var det kæmpe stort at vinde EM-sølv til Danmark.
Men et andet resultat som jeg vægter højt, er The Doubble som jeg vandt med Fortuna Hjørring i sæsonen 2013-2014.
Og så vil jeg også lige nævne kvartfinalen i Champions League mod Manchester City i foråret 2017.
Hvad er din største drøm?
Jeg drømmer om at vinde et mesterskab for Danmark, og at spille i en Champions League finale.
At tage tilbage til udlandet og spille er også en drøm, jeg vil forfølge.
Men en del af min drøm er jeg allerede igang med at udleve. For mig er det fedeste at kunne kombinere en rig fodboldkarriere med en karriere indenfor arkitektur, som jeg er i gang med studere.
Altså ikke kun at lave én af de ting, jeg elsker, men to af dem.
Har du ritualer inden konkurrencer?
Jeg prøver på ikke at have for mange ritualer før kampe.
Det havde jeg i ungdomsårene, men jeg fandt ud af at det ikke hjalp mig på banen, men derimod stressede mig.
Derfor prøver jeg altid at gøre tingene lidt forskelligt inden kamp. Jeg har dog nogle vaner, som jeg ved er den bedste forberedelse for mig. At spise det rigtige på det rigtige tidspunkt, og at høre old-school hip hop inden kamp.
Hvem er dine idoler?
Jeg har ikke et konkret idol, men der er mange forskellige udøvere, som inspirerer mig på forskellige måder.
Kan du leve af din sport?
Jeg lever af den løn, jeg får fra Fortuna, som bliver suppleret med SU.
Studerer eller arbejder du ved siden af din sport?
Ved siden af fodbold studerer jeg Arkitektur (civilingeniør) på 5. semester på Aalborg universitet.
I hverdagen er jeg på studiet og arbejder i grupper, fra kl. 08.15 til 16.15, hvorefter jeg næsten direkte tager til træning i Hjørring, og er hjemme igen mellem 20 og 21.
Nogle dage har jeg morgentræning i Hjørring, hvilket betyder, at jeg kører frem og tilbage mellem skole og fodbold flere gange om dagen.
Det er svært at kombinere de to ting, fordi begge passioner kræver meget energi og tid, men jeg får hjælp fra organisationen Nordjysk Elitesport, som samarbejder med Team Danmark og Aalborg Universitet.
De har tildelt mig en Buddy, som filmer undervisningen eller tager noter for mig, hvis jeg ikke selv kan være tilstede, og så hjælper de mig med at rykke deadlines, hvis jeg er kommet bagud i undervisningen grundet fodbold. Selvom det er en hård hverdag, så vil jeg ikke være den foruden.
Mine venner betyder meget for mig, og at komme i skole og se dem, og koncentrere mig om noget andet end fodbold, hjælper mig med at aflaste det mentale pres fra fodbold, og gør, at jeg altid kommer til træning med godt humør.
Hvilke gode råd vil du give en ung pige, der drømmer om en karriere i sport?
Da jeg var til talentsamlinger, da jeg var yngre, fik jeg at vide at det kræver 20% talent og 80% vilje at opnå ens fodbolddrømme. Jeg er helt klart formet af mere vilje end talent, og har holdt mig til det budskab. Så med vilje kan man nå langt, fodboldspiller Luna Gewitz
Jeg vil gerne sende en stor tak til……
Min familie!
De har ladet mig forfølge min drøm, fra jeg var helt lille, og gjort alt, hvad de kunne gøre for at hjælpe mig.
De har brugt utallige timer og kræfter på at køre mig til træninger og kampe overalt i landet, set mine kampe, og fuldt med mig til næsten samtlige turneringer rundt i Europa, både med landshold og Champions League kampe.
De støtter mig uanset, hvor godt eller skidt det går, og jeg kan altid regne med dem. Jeg ville aldrig have kunne opnå det, jeg har opnået i dag, uden dem.
Fritiden
Hvad er din favorit musik?
Jeg lytter ofte til hip hop eller alternativ elektronisk musik.
Mine yndlings kunstnere er A Tribe Called Quest, Childish Gambino, Kendric Lamar.
Ofte lytter jeg også til min mors ældre plader på min farfars gamle pladespiller.
Hvad hedder din favorit bog?
Harry Potter serien har jeg læst cirka fem gange.
Hvad hedder dine favorit film / serier?
Jeg er vild med serierne Lie to Me, House, Peaky Blinders og selvfølgelig Game og Thrones.
Af film kan jeg godt lide Superhelte film, filmen Inception, og så har jeg et ømt punkt for store kærlighedsfilm.
Har du en hobby?
Jeg maler og tegner en del, når jeg har tid til det.
Har du et kæledyr?
Jeg har ingen kæledyr her i Aalborg, men vi har altid haft mange derhjemme.
Hjemme hos mor og far har vi en hund, som hedder Matti. Hun er datter af vores tidligere hund Nuggi. Derudover har vi en kat kaldet Berthram, en gammel pony kaldet Lofa, og nogle høns.
Hvad er dine livretter?
Jeg elsker mors porretærte og blomkålsgratin, og min fars røgede brie. Uanset hvor meget jeg prøver, kan jeg ikke lave det, som hun kan.
Når jeg slapper af så….
Er jeg sammen med mine venner, ser tv, eller tager en lur. Der er intet bedre end en middagslur.
Dit bedste feriested?
Jeg har altid drømt om at rejse jorden rundt, men når man spiller fodbold, kan man ikke bare lige tage halvt år på rejse.
Derfor rejser jeg en måned ad gangen i sommer- og vinterferien, til forskellige lande i sydøstasien. Vietnam er et fantastisk sted.
Men de bedste ferier har været bilferier med min familie i Frankrig eller Østeuropa. Vi er fire ud af seks i familien, som snakker fransk, og kulturen og naturen er fantastisk.
Hvad skal der ske efter karrieren?
Efter karrieren vil jeg gerne udvikle min forhåbenlig kommende karriere som arkitekt.
Men jeg kommer nok til at savne at dyrke sport, så jeg kan godt se mig selv spille noget oldgirls hygge-fodbold, eller starte til håndbold igen.
Luna og de sociale medier
Tak til Luna
Kvindesport.dk siger tak Luna Gewitz sender de bedste ønsker om gode oplevelser og store resultater i karrieren.
Luna har svaret på vores spørgsmål i september 2017.
Billederne i portrættet er fra Lunas sociale medier.
Hvem er du fan af?
Kunne du tænke dig at komme lidt tættere på dit idol? Send dit forslag til redaktionen, og vi vil gøre vores bedste for at opfylde dit ønske. Eneste krav er, at dit idol er en kvinde,-)