Med en målscore på 10-2 i de to foregående kampe og en 4-0 sejr på udebane i Kroatien tilbage i efteråret 17, var der lagt i ovnen til, at det skulle blive en målrig affære på Viborg Stadion torsdag aften, da det danske kvindelandshold tog imod Kroatien.
Danskerne får da også en fin start på kampen, hvor størstedelen af boldbesiddelsen er i danske fødder. Efter godt 13 minutter tager Katrine Veje en god tur på venstrekanten, hvor hun får skåret ind i banen og efterfølgende spiller Nanna Christiansen, som finder Theresa Nielsen på den modsatte kant. Theresa Nielsen får slået indlægget, som Pernille Harder er tæt på at heade i mål. Allerede få minutter senere opstår næste store chance, da Nadim får frispark lige uden for feltet. Et spark, som Harder desværre skyder lige forbi mål. 10 minutter senere brænder det igen på foran det kroatiske mål – denne gang er det Nadim, der efter godt dansk opspil, brænder en stor dansk chance ved at skyde over mål. Det ligner mere og mere, at Danmark skal bringe sig foran.
Igennem hele 1. halvleg sidder Danmark på kampen og dominerer spillet med flere store chancer, mens kroaterne kun få gange kommer væk fra egen banehalvdel. Alligevel er stillingen 0-0 efter de første 45 minutter.
Efter en målløs 1. halvleg er det Kroatien, der kommer bedst fra start i 2. halvleg, men Danmark formår alligevel at bevare roen i halvlegens første kvarter. Opbakningen fra de mange fremmødte på Viborg Stadion fejler bestemt heller ingenting, hvor det højlydt fra lægterne lyder: ”Kom så Danmark, kom så Danmark”.
Stina Lykke har ikke haft meget at se til i målet den første time af kampen, og efter et par fine danske muligheder i begyndelsen af 2. halvleg, hvor blandt andre Pernille Harder er tæt på at finde Karen Holmgaard i bagrummet, får Kroatien pludselig en mulighed. Så står der 0-1. Harder får samlet tropperne på midten til en lille opsang, og det er som om, at det danske hold vågner mere op. 1 point er altafgørende, hvis VM-drømmen skal leve videre. Kort tid efter Kroatiens føringsmål får Danmark tilkæmpet sig to hjørnespark, som er tæt på at blive farlige.
Efter 66 minutter bliver Frederikke Thøgersen skiftet ud, og ind kommer Sanne Troelsgaard. I de første blot fem minutter på banen kommer hun til to store chancer – først header hun bolden forbi stolpen, hvorefter hun kort tid efter sparker den lige forbi den kroatiske målstolpe. Stadig ingen dansk scoring.
Forløsende dansk scoring
Publikum er for alvor vågnet op, og stemningen er slet ikke til at tage fejl af. Alvoren melder sig. Der bliver sunget ”Vi er røde, vi er hvide, vi står sammen side om side”, og det er også det, der skal til nu. Efter 79 minutter foretager Lars Søndergaard endnu en offensiv udskiftning, da Rikke Sevecke bliver taget ud til fordel for Johanna Rasmussen, mens Veje kommer ned på backen.
Danmark presser konstant på foran det kroatiske mål for at få udligningen, og først inde i dommerens overtid lykkedes det Nadia Nadim at få bolden puttet i netmaskerne. Det er en kæmpe forløsning – også for de 7045 fremmødte på Viborg Stadion, som hele kampen igennem måtte se den ene bold efter den anden passere forbi det kroatiske mål.
Efter kampen udtaler Nadim da også til DR, at det er et af de vigtigste mål i hendes karriere, og at hun er glad for, at det lykkedes Danmark at få det ene point.
Det holdt hårdt denne torsdag aften, men med det ene point lever VM-drømmen videre for det danske kvindelandshold. På tirsdag venter den sidste og afgørende kvalkamp mod Sverige.
Reaktioner efter kampen
Pernille Harder interview
Katrine Veje interview
Stina Lykke interview