Ungdomslandsholdsspilleren Laura Holm skrev sidste år under på en 1-årig kontrakt med Viborg HK, og efter et forrygende og udbytterigt samspil mellem klub, træner og spiller, er alle parter enige om, at en forlængelse af kontrakten er attraktiv.
´Kigger vi på det, som Laura Holm allerede nu bidrager med både i form af resultater på banen og i form af menneskeligt overskud, positivitet og vilje, er der al mulig grund til at vi kan glæde os over, at hun har valgt at forlænge sin kontrakt´, siger direktør Jørgen Hansen
Da Laura Holm fik sin første kontrakt med klubben, stod superlativerne i kø, når cheftræner Jakob Vestergaard skulle sætte ord på det unge stjerneskud, og efter det første år som en del af den professionelle trup, er roserne ikke blevet færre. Jakob Vestergaard er særdeles godt tilfreds med, at Viborg HK fortsat har Laura Holm i truppen i sæson 2022/23:
´Laura Holm er en vanvittig dygtig venstrefløj, som arbejder hårdt og lærer hurtigt. Hun er skarp på afslutningerne, og hun dækker også godt op. Hun har desuden et trumfkort qua sin fysik, som ikke mange andre fløjspillere har, og det betyder, at hun også kan bidrage med spil indad i banen. Desuden kan hun både dække yderst på fløjen, og hun kan også løbe ind i banen og dække en back position.
Som person er Laura Holm også fantastisk at have på holdet. Hun er en humørbombe uden lige og bidrager virkelig med god energi, og trods sin unge alder er hun allerede nu en spiller, der giver meget til sine holdkammerater.
Udviklingspunkterne er Laura Holms defensive ydre, og det er jeg helt overbevist om, at vi kan optimere. Hun er en af de spillere, som vi tror på vil blive førstevalg på et tidspunkt, så derfor er det både nærliggende og glædeligt, at vi skriver kontrakt med hende´.
I sæsonen 2021 / 22 kombinerer Laura Holm ligaen med Viborg HK Forening U-19, og samtidig er hun i gang med sit afsluttende år på Viborg Katedralskole, så hun ser frem til ´kun´ at skulle koncentrere sig om sin plads på ligaholdet fra næste sæson:
´Der er virkelig tryk på lige nu, og det regner jeg egentlig også med, at der bliver fra næste sæson, men forskellen bliver, at jeg 100% kan koncentrere mig om mit håndboldspil, og det glæder jeg mig rigtig meget til.
Jeg har tænkt mig at give den max gas til træningerne og tilpasse mit liv efter en optimering af min udvikling som håndboldspiller, og derfor forventer jeg også ,at jeg virkelig kan rykke mig i samarbejde med Jakob Vestergaard, Susanne Wilbek og Mathias Rasmussen.
Jeg er virkelig glad for, at jeg kan blive i Viborg HK, for jeg befinder mig rigtig godt i klubben – både på og udenfor banen. Jeg har det godt med pigerne, trænerne og hele staben omkring holdet. Vi har et fedt træningsmiljø, hvor vi sætter baren højt, og jeg glæder mig over, at jeg ved, at det er her, jeg skal lægge mit fokus og min energi det næste år´.
Laura Holms kontraktforlængelse løber fra sommer 2022 og et år frem.