
Foto: Challenge Danmark
Maja Stage Nielsen er et multi-talent, der byttede en flot ungdomskarriere i golf ud med triathlon.
Mød vestjyden, der udlever drømmen som fuldtidsprofessionel, og i dag er med i toppen af den europæiske triathlon elite.
Født: 1988
Fødeby og nuværende bopæl: Esbjerg
Ordet er frit
Jeg voksede op som golfspiller i Esbjerg. Effter gymnasiet flyttede jeg til Club La Santa på Lanzarote, hvor jeg opdagede triathlon sporten.
For at kombinere sport og uddannelse på bedste vis, læste jeg til fysioterapeut i Odense, men efter endt uddannelse, er jeg nu tilbage i Esbjerg.
Sporten
Hvilken sportsgren dyrker du?
Triathlon
Hvor meget træner du?
Jeg træner cirka 25 timer effektivt om ugen, fordelt på svømning, cykel, løb og styrketræning + udstrækning, og hvad der ellers følger med for at holde kroppen i balance, så den kan holde til træningen.
Har du talentet fra din mor eller far?
Tror det meste af mit talent ligger i dedikation – det har jeg fra min far. Når et projekt startes, går vi all in for at fuldføre det.
Generelt er jeg overbevist om, at hvis man kan lide, hvad man laver, er man villig til at lægge den indsats, der skal til… og jeg elsker min træning.
Hvor gammel var du, da du begyndte på din sportsgren?
21 år
Dyrkede du andre sportsgrene i ungdomsårene?
Jeg har forsøgt mig med en del forskelligt, alt fra trampolinspring til badminton. Men fra mit 13. – 21. leveår var golf min primære sport, og jeg var en del af Dansk Golf Unions talentarbejde og landshold, fra jeg var 16 år.
Din karriere indtil nu:
Da jeg blev færdig i gymnasiet i 2009, havde jeg brug for en pause fra golfen. Derfor tog jeg til Club La Santa, hvor jeg fik job som golf instruktør. På den måde var golfen ikke helt væk, men blot en anden del af min hverdag
Jeg havde egentlig forventet, at jeg ville komme til at savne det og komme hjem med motivation i top til at tage næste step, om det så var College i USA, eller hvad det måtte blive.
Det skete bare ikke, for på La Santa opdagede jeg triathlon, og det tog alt min fokus. Golf var mit job, men fra 2010 var triathlon min sport.
Mit svømmeniveau har aldrig været til, at jeg kan konkurrere på kort distance triathlon, og fordi IRONMAN er så stort på Lanzarote, var det også det, der tog min opmærksomhed. VM på Hawaii har hele tiden været min drøm.
For at blive dannet som atlet, konkurrerede jeg dog primært på den halve distance de første år. (mellem distance = 1,9 km svømning, 90 km cykling, 21,1 km løb).
Jeg havde hurtigt cykel og løbeniveau til at kunne klare mig internationalt, og kørte derfor også en del duathlon.
Men da jeg fik min debut ved IRONMAN Mallorca, i september 2016, blev jeg overbevist om, at jeg kunne blande mig i verdenstoppen på den distance. Hawaii var nu ikke blot en drøm men også blevet mit mål.
Når jeg tænker tilbage på det kan jeg ikke beskrive hvor lykkelig jeg er for beslutningen om at tage til Lanzarote

Foto: Marcel Hilger
Har du repræsenteret Danmark / været på landsholdet?
Golf landsholdet fra 2005-2009.
Duathlon Landsholdet. I foråret 2012 kørte jeg EM men uden at kunne få lov til at stille op i elite feltet.
Jeg blev Europamester i aldersgruppen 18-24 år og nr. 8 overall.
Det betød, at jeg klarede krav til at køre elite til VM i efteråret, hvor jeg fik debut i den danske dragt.
Triathlon Landsholdet: Efteråret 2014 ved EM – Mellem distance triathlon.
Har du deltaget ved et mesterskab (DM, EM, VM, OL)
Golf:
DM hulspil og slagspil fra 2005 til 2009 – med en bedste placering som nr 5.
EM hold: 2007 til 2009 (bedste placering nr 5)
EM individual: 2009
Wildcard til European Tour 2006 + 2007.
Duathlon:
2x DM Guld (2014 + 2016)
EM Sølv + Bronze (2016 + 2015)
Triathlon:
2x DM Guld (2014+2015)
EM Sølv + Bronze (2016 + 2014)
Dit bedste resultat og største oplevelse?
Selvom jeg ikke stod øverst på podiet, føler jeg at min 3. plads ved IRONMAN Texas – North American Championship 2017, er mit bedste resultat.
Det var min anden Ironman, og en af de aller største oplevelser, jeg har haft i sporten.
Det resultat bekræftede mig i at det er ok at jeg lever min drøm, og det betyder virkelig meget for mig.
Hvad er din største drøm?
IRONMAN på Hawaii er det største inden for langdistance triathlon, fra jeg startede i sporten har det været min drøm at kunne konkurrere og blande mig i toppen blandt de bedste.
Har du ritualer inden konkurrencer?
Snickers is aften inden konkurrence.

Foto: my Aaron
Hvem er dine idoler?
Toppen af dansk triathlon har virkelig højt niveau, – særligt på kvinde siden – hvilket jeg også tror på har en stor betydning for, hvor langt jeg er kommet.
Det er fedt at kunne se op til sine træningskammerater (ikke blot de ældre men også de yngre) og lære fra de bedste i hverdagen.
Tilbage i min golftid kan jeg ikke komme uden om, at Tiger Woods var mit store idol – det var, da han peakede sin karriere, og som atlet kan man ikke være andet en fascineret af, hvor god han var.
Kan du leve af din sport?
Jeg har taget skridtet og er gået all in i sporten og er ved at bygge et stærkt sponsor team op omkring mig.
En kombination af præmiepenge og sponsorer gør det muligt at få det hele tid at løbe rundt, og på sigt forhåbentlig noget mere end det.
Mit support team:
EnergiMetropol Esbjerg
2XU
Skechers
Cervélo
CeramicSpeed
HED
Bliz
Suunto
Triudstyr.dk
32Gi
Idrætsskadeklinikken EmCare
Studerer eller arbejder du ved siden af din sport?
Jeg er fysioterapeut og ansat hos Idrætsskadeklinikken EmCare i Esbjerg.
Selvom jeg ikke arbejder nu, giver det mig en uvurderlig sikkerhed og tryghed, at jeg ved, at jeg har et job, den dag jeg har brug for det.
Hvilke gode råd vil du give en ung pige, der drømmer om en karriere i sport?
Følg dine drømme(!) – Det handler om at nyde processen og være glad. Hvis du synes, det er sjovt, og er villig til at arbejde for det, skal du nok nå dine mål, triatlet Maja Stage Nielsen
Jeg vil gerne sende en stor tak til……
Jeg har haft, og har, mange gode folk omkring mig, der har betydning for hvor (og hvem) jeg er i dag.
Min familie er fantastisk opbakning – både gennem op og nedture – og har altid været det.
Alle de atleter (hvoraf nogle også er mine bedste venner) + trænere – jeg har mødt på vejen, og som har givet mig input, inspiration og motivation.
Ben Powell, der fik mig ind i triathlon og sammen med Helle Frederiksen har været min træner gennem de første år i sporten.
Min golftræner Ben Tinning har haft stor betydning for, hvem jeg er i dag og min svømmetræner Bo Jacobsen har hjulpet mig til at nå niveauet.

Foto: Ingo Kutsche
Fritiden
Hvad er din favorit musik?
Min favorit musik afhænger af mit humør, og jeg hører meget forskelligt.
Når jeg træner ude, er det uden musik, og når jeg ikke træner, er det oftest P3, der spiller i baggrunden.
Hvad hedder din favorit bog?
Jeg er virkelig langsom til at læse – og åbner kun en bog for at blive klogere 😉
Hvad hedder dine favorit film / serier?
Jeg ser ikke så meget TV og serier, men jeg har været afhængig af Prison Break
Har du en hobby?
Jeg elsker alt udendørs aktivitet.
Hvad er dine livretter?
Kaffe og kakaomælk må konkurrere i toppen af listen.
Og så spiser jeg virkelig meget havregrød med peanutbutter, blåbær og vanilje skyr – det er genialt godt – og nemt – både før og efter træning.

På vej til EM Sølv på mellem distance i 2016
Når jeg slapper af så….
Efter år med fuldtidsstudie, træning og konkurrencer tog det mig noget tid at lære at tage mig tid til at slappe af!
Men nu er jeg blevet meget bedre til det – jeg er ægte vestkyst pige og elsker at kigge på vand og bølger.
Dit bedste feriested?
Club La Santa! … selvom det sjældent er ferie, når jeg er der ;P
Ordet er frit
MEGA fedt at I tager intiativ til at sætte fokus på kvindelig atleter. TAK!!!
Maja Stage Nielsen og de sociale medier
Tak til Maja Stage Nielsen
Kvindesport.dk siger tak til Maja for en meget dedikeret besvarelse af vores spørgsmål.
Vi giver Maja vores bedste ønsker om gode oplevelser og store resultater i karrieren.
Maja har svaret på vores spørgsmål i maj 2017.
Hvem er du fan af?
Kunne du tænke dig at komme lidt tættere på dit idol? Send dit forslag til redaktionen, og vi vil gøre vores bedste for at opfylde dit ønske. Eneste krav er, at dit idol er en kvinde,-)