Om kontrol og manglen af samme.
Jeg har altid været den type, der befinder sig rigtig godt i kontrol. Kontrol over mig selv, mine valg – og fravalg. Min hverdag, min træning, mine studier, mit arbejde og min fremtid. Netop derfor tror jeg også, jeg har opnået det, jeg har i min sport i Danmark.
Da jeg for tre år siden besluttede mig for at give det ultimative mål i min vægtløftningsrejse en ærlig chance, besluttede jeg mig samtidig for at gå all in på dette mål.
Jeg færdiggjorde min bachelor og satte et midlertidig punktum for mit studieliv og en hjerne der ellers higede efter at dygtiggøre sig inden for mit fag. Skulle en kvalifikation til OL i vægtløftning være omdrejningspunktet for de næste år i mit liv, skulle det gøres på en måde, hvor jeg ikke ville gå på kompromis.
Jeg besluttede at få styr på mig selv og mit privatliv, ved at tage en lille pause fra hverdagen med et 4 måneders ophold på fantastiske Bali med min kæreste.
4 måneder på Bali var hårdt. På alle punkter. Men 4 måneder på Bali var samtidig også en øjenåbner for enormt mange ting og på den anden side af opholdet var jeg ikke blot stærkere fysisk, men også langt bedre rustet til at jeg psykisk var klar til at forsætte kvallen. Det resterende af år 2019 bød på 3 træningsophold hos California Strength i San Francisco, hvilket var og er det bedste jeg nogensinde har gjort for mig selv på denne løfterejse, der nu har fyldt mit liv i de sidste 5 år.
2019 gik stærkt, og da vi gik mod 2020 var vægtløftning efterhånden blevet utrolig hårdt at være i, både fysisk og psykisk. Jeg trænede videre efter planen mod den sidste periode af kvalifikationen, men utallige tanker, spekulationer og frustrationer fyldte mig op på daglig basis.
Jeg overvejede flere gange at tage den lette vej og droppe det hele og komme ’videre med mit liv’. Selvom denne periode ikke føltes særlig lærerig, mens jeg var i den, lærte jeg noget meget værdifuldt; at dette er en del af det at prøve at kvalificere sig mod det ultimative. Jeg beviste overfor mig selv, at jeg er stærk. Meget stærkere end jeg tror. I slutningen af januar rejste til Rom for at deltage i Roma Cup, hvor jeg leverede det bedste resultat, jeg nogensinde har lavet.
Kort tid efter vi kom hjem, begyndte coronavirussen at sprede sig. På trods af dette rejste vi i slut februar til Malta for næste kvalifikation; igen toppede jeg mit eget resultat. Midt i alle frustrationerne over mig selv og manglen på de der rigtig gode træningspas op mod de sidste kvalifikationsstævner, leverede jeg de bedste resultater jeg nogensinde har lavet.
Jeg var flyvende. Jeg var forventningsfuld, og jeg følte, at jeg havde knækket koden til at kunne levere de helt store resultater ved det forestående EM i Moskva i april. Jeg stod overfor så mange fantastiske ting: mit fjerde og største EM nogensinde, en afslutning af OL kvallen, som på trods af at det ikke så alt for lyst ud for mine chancer for at få en plads, gjorde mig så umådelig stolt over, hvor langt jeg er nået. En ferie i Italien på den anden side af EM, et bryllup med min fantastiske kæreste i august og forhåbentlig studiestart til sommer.
Kort tid efter vi kom hjem fra Malta, lukkede Danmark ned.
Pandemien, som en filippinsk bekendt i Rom havde fortalt mig ville komme, var pludselig en realitet, og alt der før var sikkert og planlagt, var pludselig meget usikkert. Først blev EM udskudt – dernæst OL. Grundet de lukkede fitnesscentre blev jeg pludselig arbejdsløs og
vores forestående sensommerbryllup syntes usandsynligt.
Midt i al denne usikkerhed, som pludselig var en del af hele verdens realitet, besluttede jeg mig for at træningen skulle være mit holdepunkt i en ny hverdag, hvor intet andet var som det plejede at være. Jeg kiggede frem mod en periode, hvor træningen på ubestemt tid måtte foregå for mig selv i mine forældres lade, men jeg lovede jeg mig selv, at få den tid til at tælle.
Dette var lettere sagt end gjort. Usikkerheden og manglen af kontrol over situationen begyndte for alvor at fylde meget, da også vores forestående bryllup for alvor blev truet af coronaen.
Jeg havde i tiden op til pressemødet hvor dette blev annonceret, kunne koncentrere mig om brylluppet og klargøringen til dette. Samtidig betragtede jeg min træning som det arbejde jeg tog på, når min kæreste satte sig ud på sit hjemmekontor; et vigtigt arbejde, men stadig et arbejde jeg kunne tage fri fra, når jeg havde færdiggjort det jeg skulle. Da brylluppet røg, føltes træningen pludselig altoverskyggende og en dårlig dag med træning, fyldte pludselig meget mere – da det var det eneste holdepunkt jeg havde.
På den anden side af lockdown kigger jeg tilbage på utroligt meget, som jeg kan tage med mig fra mit lille lade gym, hvor frustrationerne fyldte utrolig meget og læringen var svær at få øje på; For selvom det at prioritere træning, og lade denne være omdrejningspunkt for ens
hverdag, kan synes som det ideelle at stræbe efter for en, der træner op mod OL, har det stadig den pudsige effekt, at det når det er omdrejningspunkt også fylder så meget, at alt andet kan synes mindre vigtigt og at træningens kvalitet (eller manglen på samme) kan
påvirke humøret for resten af dagen eller ugen.
På trods af at jeg forinden lockdown havde prioriteret meget fra, for at kunne fokusere 100% på kvalifikationen og min træning, havde jeg stadig et arbejde og et socialt liv ved siden af vægtløftning. Under corona havde jeg heldigvis min kæreste og mine dejlige forældre, som lod os invadere deres hjem og deres lade, men på trods af dette, blev det stadig meget klart for mig, at jeg behøver mere i mit liv, end 100% fokus på min træning,for at kunne være den bedste vægtløfter.
Jeg ønsker ikke at jeg efter denne tid i lockdown skal skrue fuldt op for alt andet end min træning, for at kunne have andet at tænke på, men jeg ønsker at lære, at andre ting skal fylde i min hverdag, for at jeg ikke fylder min spand op med unødig frustration over den proces med både gode og dårlige dage, som det at lave en sport på dette niveau er.
Jeg ønsker at lære, at jeg bliver en bedre atlet, ved at give mig selv ro og plads til at være andet end en atlet, og jeg står tilbage med en følelse af, om det at give plads til andet rent faktisk gør mig til en bedre vægtløfter?
Tak fordi du læser med!
