I fredagens VM-semifinale var de olympiske mestre fra Frankrig desværre en my for stærke for de danske kvinder, der, trods flere solide føringer undervejs, måtte se sig besejret med 23-22 efter dansk føring på 12-10 ved pausen.
Selvom smerten ved at misse den første danske VM-finale i 24 år fyldte meget i interviewene efter kampen, så lyste det også ud af spillerne, hvor opsatte de er på, at det skal blive til dansk bronze, når de møder Spanien i bronzekampen søndag eftermiddag kl. 14.30.
VM finalen bliver et opgør mellem Frankrig og Norge, der slog Spanien 27-21 i fredagens anden semifinale. Det er 8. gang ud af de seneste 9 mesterskaber at Frankrig når finalen. Noget af en præstation og en understregning af, hvor stærkt et hold, de danske kvinder spillede lige op med fredag aften.
hummel Player of the Match blev Althea Reinhardt. Dansk topscorer Line Haugsted med 6 mål.
Kommende kamp
19. december Danmark mod Spanien i bronzekampen kl. 14.30
Finalen mellem Frankrig og Norge spilles kl. 17.30