Vi har modtaget denne kamprapport fra Hørsholm 79ers.
For anden hjemmekamp i træk skulle vi hen i de allersidste sekunder inden Hørsholm 79ers kunne trække sig ud som vindere. Det unge BMS Herlev Wolfpack-hold spillede som et kommende tophold, men måtte se de erfarne nordsjællændere tage de to point med scoren 67-65.
Stemningen blandt de over 300 tilskuere, heraf mange fra BMS Herlev, skiftede gennem hele fjerde periode sammen med føringen. Hele otte gange de sidste ti minutter stod kampen lige eller føringen skiftede og nerverne sad udenpå tøjet på tribunerne.
Inde på banen var det en flok koncentrerede spillere, der leverede en god og spændende afslutning. De to hold gik ind til de sidste to minutter helt lige, 59-59, inden Hørsholms amerikanske center Alyssa Rader over to Wolfpack-spillere kæmpede sig til to point under kurven.
Wolfpack svarede imidlertid med en tre’er fra Ellen Iversen, den tidigere Virum-spillers femte i kampen, til 61-62 til gæsterne.
I den næste angreb fik Hørsholm ikke spillet sig frem til et reelt skud og i den anden ende missede Iversen tæt på kurven og rebounden gik Hørsholms vej med 55 sekunder igen. Hørsholm spillede skuduret langt ned og med 35 sekunder igen driblede Marie Louise Blyme sig til en fri tre’er, som ramte bunden af nettet til 64-62.
Wolfpack svarede igen med et hurtigt angreb, hvor Caroline Glud gik til kurven og blev fejlet, uden at få bolden i . Hun ramte et af to straffekast med 26 sekunder igen, og selv om BMS Herlev fik to rebounds på det sidste straffekast, endte bolden til sidst ved Hørsholms Ivana Jovanovic, som blev fejlet med 19 sekunder igen.
Veteranen satte sikkert begge straffekast til en tre-points føring, 66-63, inden BMS Herlevs Luka Lachenmeier missede en tre’er. Bolden hoppede rundt på gulvet inden flere spillere kastede sig over den med otte sekunder på uret. I den situation var Hørsholm heldige at pilen på dommerbordet pegede den rigtige vej.
Efter en timeout fik Hørsholm spillet bolden ind til Alyssa Rader, som straks blev fejlet og sendt på straffelinjen, hvor hun ramte det første for en fire-points føring, mens nummer to gik ved siden af. Udeholdet fik endnu en gang bolden til Luka Lachenmeier, som blev fejlet i et tre-points-forsøg, hvilket gav BMS Herlev en sidste chance for at fremtvinge en overtidsperiode med 0,4 sekunder igen.
Den tildigere Hørsholmspiller gjorde, hvad hun kunne, da hun sikkert ramte de to første straffekast til 67-65, og missede det sidste, så BMS Herlev fik chancen for at tippe bolden i. Ellen Iversen fik også hånden på bolden, men tippet gik ved siden af og Hørsholm kunne fejre sejen.
Både Alyssa Rader og anfører Gritt Ryder spillede sæsonens første kamp og erkendte, at det ikke var let:
-Jeg tror, vi gør det svært for os selv, sagde Gritt Ryder lige efter kampen. BMS spiller godt, og de går til den, og der var vi nok ikke helt klar til at give igen, så det blev hårdt.
Med sejren er Hørsholm sammen med Amager de eneste ubesejrede hold i ligaen, mens BMS Herlev, på trods af rigtigt godt spil, er at finde i nederste halvdel.
Begge holds næste kamp er allerede søndag, hvor Hørsholm spiller i Værløse, mens Wolfpack tager imod Aabyhøj.