Dameligaens spillere har stemt og har kåret Hørsholm 79ers’ Gritt Ryder til årets spiller i Dameligaen for andet år i træk. Den 28-årige anfører for både Hørsholm og landsholdet har ført holdet til finalerne og er i top to i Dameligaen i otte forskellige statistiske kategorier. Prisen blev uddelt onsdag aften inden den anden finalekamp i Dameligaen.
Ryder har været den ubestridte leder på et Hørsholm-hold, der har set meget anderledes ud end de foregående sæsoner. Der spilles uden udenlandske professionelle, hvilket har betydet nye roller til næsten alle på holdet. Her har Ryder haft en kæmpe opgave, som anfører, med binde holdet sammen og hjælpe yngre spillere ind i mere betydningsfulde roller.
Individuelt har Ryder også taget langt mere ansvar end det tidligere har været nødvendigt. Hun har hævet sit scoringsgennemsnit fra 12,4 til 17,6 point, reboundsgennemsnittet fra 5,7 til 10,3 og assists er gået fra 4,1 til 6,3.
Afstemningen er foretaget før slutspillets begyndte, men i semifinalerne mod Amager beviste Ryder, at hun har endnu et gear at gå op i, når det er nødvendigt. Her blev gennemsnitterne over de tre kampe hævet til 26 point, 12 rebounds og 8 assists.
Ryder er i top tre i Dameligaen i følgende statistiske kategorier: Point, rebounds, assists, ramte tre’ere, ramte straffekast, fejl begået på, Double Doubles (10 eller flere af to forskellige statistiske kategorier). Hun fører desuden ligaen i såkaldt effektitivet, der er en sammenskrivning af samtlige statistiske kategorier til et enkelt tal. Her har hun en effektivitet på 24,5, med næste spiller på 22,1, mens man rammer top ti med 13,2.
-For mig er det en selvfølge. Hun er ikke bare en helt vildt dygtig spiller, hun er en naturlig leder og en spiller med en unik vindermentalitet. Som hun har gjort i tidligere sæsoner og finaler, har hun også i denne sæson taget ansvar ved at løfte hele holdet. Dette er både for Hørsholm, men også for landsholdet. Jeg er glad for at have æren af at arbejde sammen med Gritt. Hun er med til at gøre mig til en bedre træner. Hørsholm- og landstræner Jesper Krone: