Sommeren 03’ står prentet i den nu 27-årige Line Piechniks hukommelse. På en basketball-camp i Hørsholm og efterfølgende på Åby Camp i Aarhus formåede hun at spille sig på All Star-holdet, hvilket var noget, hun altid kun har turde drømme om. En sjov og lærerig sommer, der ikke blot fyldte selvtillidsdepoterne op hos den ellers bænkvante forward, men som samtidig satte et tydeligt aftryk i hendes karriere. Hun ville være professionel basketballspiller.
Af Nanna Østergaard, nanna@kvindesport.dk
Skolen har aldrig været noget, der sagde Line Piechnik særlig meget, og det betød, at hun ikke just var den mest flittige skolegænger. Hun kigger ud af vinduet i sin lejlighed på Frederiksberg, hvor vi mødes. Hun griner. Det var sjovere at spille basketball og hænge ud med vennerne. Jo ældre hun blev, desto mere doven blev hun også i forhold til at få lavet sine ting, men det ændrede sig markant, da hun begyndte på fysioterapeutuddannelsen. En uddannelse, som hun siden 7. klasse vidste, var den rette vej for hende.
»Min far er uddannet massør, så når han læste op om knogler og sener, så syntes jeg, at det var virkelig fedt at lytte med over skulderen. Og så i 7. klasse var jeg i praktik som fysioterapeut, hvilket var virkelig fedt,« siger hun, og tilføjer:
»Lige siden har jeg ikke været i tvivl om, at den vej skulle jeg gå.«
Line veksler mellem at kigge rundt i lejligheden og at kigge mig direkte i øjnene. Velovervejet i sine ord. Det er tydeligt at mærke, at det er et erhverv, hun virkelig brænder for. Og ikke nok med, at hun kan få lov til at gå på arbejde hver dag og lave noget, hun brænder for, så kan hun som selvstændig fysioterapeut samtidig være med til at styre planlægningen af sin egen dag. Det er tiltalende, og selvom det ofte er rigtig hårdt arbejde, så fortryder hun ikke et sekund, at hun tog imod tilbuddet om at blive selvstændig efter endt uddannelse.
»Jeg er rigtig glad for næsten at kunne styre min egen kalender, så det passer ind i en hverdag, hvor jeg har min træning og kampe. Det er rigtig hårdt at være selvstændig, men det er også bare vildt sjovt og givende på så mange områder. Der er lidt mere tempo på, og der stilles lidt større krav til en selv, og det synes jeg er fedt,« siger hun med et smil på læben.
Hjertet banker for Hørsholm
Den 28. april 2018 spillede Hørsholm 79ers den 5. og afgørende finalekamp mod Stevnsgade i Dameligaen. En nervepirrende kamp, der størstedelen af tiden lignede en sikker Stevnsgade-sejr, men sådan blev det ikke. Line smiler, da vi sidder og snakker om kampen. Selvom hun har prøvet at vinde DM-guld med Hørsholm tidligere, så var det lettelse og glæde, der løb igennem kroppen, da slutfløjtet lød. Det havde været en hård sæson, specielt med et fuldtidsarbejde der nu skulle passes ind.
»Jeg kan huske, at jeg var rigtig lettet. Lettet over, at resultatet var, som det var, og at nu havde vi opnået vores mål. Lettelse over, forstå mig ret, at nu er det slut. Det har simpelthen været en sindssyg hård sæson, så at stå der med pokalen over hovedet for anden gang i sæsonen, det var virkelig, virkelig fedt,« fortæller hun.
Som anfører på holdet skal hun gå forrest, både på og uden for banen. Og i den forgangne sæson, hvor Hørsholm har været klare favoritter til at vinde DM-guldet, har det muligvis krævet lidt ekstra energi fra den rutinerede forward. Alligevel virker hun afslappet omkring det. Det samme virker hendes tilgang til spillet og holdets favoritværdighed til at være.
»Jeg har altid en forventning om, at både jeg og holdet skal gå ind og gøre sit bedste, så vi kan vinde kampen. Jeg har aldrig tænkt, at de andre nok er et bedre hold, så dem taber vi til,« siger hun, og tilføjer med et grin:
»Hver gang vi starter en sæson, så siger jeg: ’Jeg tror, vi har holdet til at vinde i år.’
Siden 2014 har hun været anfører i Hørsholm 79ers, et af landets bedste kvindelige basketballhold, og med årene er hun vokset med opgaven. En opgave, som hun er beæret over at have fået tildelt, men som grundlæggende ikke har den store betydning for hende som spiller.
»Jeg gør ikke tingene, fordi jeg er anfører. Jeg ville have gjort dem alligevel. Og det tror jeg også, er årsagen til, at jeg blev valgt som anfører på det tidspunkt. Så længe det er sjovt at spille basket, så er jeg faktisk glad,« forklarer hun.
Glad for basketball er hun netop i Hørsholm, hvor hun startede som ungdomsspiller i 2006. Hun smiler, og finder en scrapbog frem, som hendes svigerforældre har givet hende. Det er som om, at i dét øjeblik går det op for hende, hvor længe hun egentlig har været i klubben. Skiftet til Hørsholm, dengang i 2006, føltes trygt, eftersom det på mange punkter mindede om Åbyhøj, og samtidig kendte hun sin kusine. Og tryghed er vigtigt for hende. Den tryghed, har hun fået i Hørsholm, alt imens hun har kunne udvikle sig – både som spiller og som menneske.
»Det er helt klart en tryghedsting, at jeg er blevet hængende så mange år i Hørsholm. Men jeg kunne ikke forestille mig, at jeg skulle have spillet et andet sted på nogle tidspunkter i min karriere,« siger hun, og fortsætter:
»Og så får du rigtig meget kærlighed fra ungdomsspillerne. De synes, du er sej, så det er dejligt at kunne møde op til deres træning nogle gange og give lidt igen.«
Stædigheden er ikke fremmed
Som datter af den tidligere professionelle fodboldspiller Torben Piechnik er Line opvokset på et fodboldstadion. Ingen i familien havde stiftet bekendtskab med basketball, men da Åby skole tilbød hele 1. klasse at prøve sporten af, takkede Lines klasse og parallelklassen ja til tilbuddet. Der blev skabt et unikt sammenhold på tværs af klasserne, og netop det blev startskuddet til et liv med touches, dunks og steals.
»Jeg har altid fået at vide, at piger ikke kan spille fodbold. Og så har jeg også altid været dårlig med fødderne, så det var fedt med basket, fordi det er i hænderne,« siger hun.
Hun sidder med armene krydset. Kroppen er rettet ind over bordet, og hun virker glad og taknemmelig for den barndom, hun har fået – på trods af, at hun er skilsmissebarn.
»Jeg har haft en dejlig barndom. Der er mange, der snakker om, at det er hårdt med en skilsmisse, men jeg har ikke rigtig kendt til andet. I stedet har jeg bare set fordelene ved at have to fødselsdage, holde jul to gange, have to værelser og alle de der ting,« fortæller hun med et glimt i øjet.
Specielt hendes far har hun et tæt bånd til, og hun ser rigtig meget op til ham. Både fagligt og sportsligt kan hun få sparring, og han har altid et godt ord med på vejen. Det betyder meget, at hun har ham at læne sig opad.
»Han har introduceret hele den her sportsverden til os, og hvordan man håndterer forskellige situationer. Og så har vi fået lov til at være en del af hans hverdag, som har været utrolig givende. Men han har også bare et drive uden for banen, som inspirerer mig rigtig meget,« siger hun.
På mange områder minder Line om sin far. Hun smiler. Hun har altid været en udadgående pige, der var ude på ballade, og som skulle prøve grænser af, men som samtidig også har haft sine meninger og været bomstædig. Og det er karaktertræk, hun ligeledes kan genkende i sin far.
»Vi er lige stædige og lige fokuserede på de ting, vi gerne vil have. Når vi vil noget, så gør vi det,« siger hun, og tilføjer:
»Og ja, så er jeg nok også bare 100 % en fars pige.«
En holdspiller med egne drømme
Sommeren 03’ har sat sit aftryk i den nu 27-årige basketballspillers karriere. At komme på All Star-holdene på de to Summer Camps gav blod på tanden, og da hun flyttede til Hørsholm, fik hun også mere ansvar som spiller. Hun kigger ud i rummet, og pludselig bliver hun mere seriøs i blikket. Alligevel lyser det ud af den ellers ydmyge pige, at hun er stolt af sin egen udvikling.
»Jeg har aldrig været den bedste på holdet. Jeg har aldrig været stjernen på holdet. Jeg husker tydeligt den sommer, hvor der virkelig skete noget i min udvikling,« fortæller hun, og fortsætter:
»Jeg har altid været bænkspilleren, der kom ind og gjorde mit, og det har egentlig også passet mig fint. Jeg har altid gjort det, der skulle til for holdet.«
Selvom Line Piechnik er en dedikeret og loyal holdspiller, hvis hjerte banker for Hørsholm 79ers, så har hun også altid haft sine egne drømme. Drømmen om at spille på landsholdet var en af dem, hvilket hun har gjort de seneste par år, mens en anden drøm er at komme til udlandet. En drøm, hun lige nu forfølger, og som hun håber kommer til at ske allerede fra næste sæson.
»Jeg drømmer om at spille i en anden liga og prøve noget nyt. Afprøve nogle grænser og se, om jeg kan udvikle mig som spiller. Jeg har stadig rigtig meget, jeg kan lære,« siger hun.
Hvilken liga det kan blive til, er endnu uvis, men selvom det ville være fedt at spille i en stor europæisk liga, så kan mindre også gøre det. Hun smiler.
»For mig handler det rigtig meget om få lov til at spille i et andet land, i en anden kultur og med nogle andre basketformer. Selvfølgelig kunne det være fedt at spille i en stor europæisk liga, men det er ikke noget, jeg forventer, siger hun, og tilføjer:
»Det kunne være fedt at se, om jeg kan begå mig i en anden liga og udvikle mig endnu mere. Og så handler det lige så meget om at få oplevelsen ved at rejse ud.«
