Pressemeddelelse fra Viborg HK den 6. august 2019
Ligaklubben Viborg HK har dags dato indgået aftale med de rumænske mestre fra SCM Ramnicu Valcea om salg af Ann Grete Nørgaard (AG) til den rumænske klub.
Aftalen træder i kraft med øjeblikkelig virkning, hvorfor AG Nørgaard ikke repræsenterer sin barndomsklub den kommende sæson.
– Viborg HK vil altid være mit hjem og her, jeg vender tilbage til. Den her chance er bare så stor.
Jeg har mange gode år i mig endnu, men jeg kan ikke være sikker på, at der kommer flere chancer som denne, så da den her dukkede op, kunne jeg godt mærke, at jeg var nødt til at forfølge det, og det er bare fedt, at det lykkedes, fortæller AG og fortsætter:
– Jeg tror ikke, det er gået helt op for mig endnu. Det hele er gået så stærkt og har været stressende, så jeg ved ikke helt, hvad jeg skal sige.
Jeg glæder mig rigtig meget, men det har også været svært at sige farvel til pigerne i Viborg HK. Jeg glæder mig afsindigt meget til at spille Champions League. Det har jeg drømt om, og det var også derfor, jeg kom tilbage til Viborg HK. Jeg er ked af, det ikke kom til at ske her, for det var min drøm, men nu sker der noget andet, og det glæder jeg mig til.
SCM Ramnicu Valcea rettede i sidste uge henvendelse til Viborg HK om mulighederne for at frigøre AG Nørgaard fra sin kontrakt, da den rumænske klub stod med akut mangel på en venstre fløj.
– Det er klart, at vi lige må synke en ekstra gang, når vi får sådan en henvendelse i opstarten til en ny sæson. Vi har jo truppen på plads, og AG har længe været en profil i ligaen og for Viborg HK, og betyder meget for klubben. Hvis vi skulle sige farvel til AG, måtte vi også have en plan for, hvordan vi klarer os igennem den kommende sæson. Her var det vigtigt, at vi kunne få en passende erstatning til pladsen som venstre fløj. Det har vi arbejdet hårdt på, og det håber vi snart falder på plads, fortæller direktør i Viborg HK Jørgen Hansen, der dog ikke på nuværende tidspunkt kan løfte sløret for, hvem der tager over på positionen som venstre fløj.