Portræt af Aja Runge Holmegaard, roer. Februar 2016
Født: 1990
Fødeby: Roskilde
Hvor bor du nu: København Ø.
Sporten
Hvilken sportsgren dyrker du? Roning.
Har du talentet fra din mor eller far:) Min far har dyrket basketball på ungdomslandsholds-niveau (så meget som det nu fandtes i 60’erne).
Hvor gammel var du, da du begyndte på din sportsgren? 13 år.
Dyrkede du andre sportsgrene i ungdomsårene? Har prøvet en masse forskelligt af, bl.a. springgymnastik og taekwondo, men jeg var slet ikke en “sporty” type, før jeg startede til roning i 2003.
Din karriere indtil nu:
– Startede i Roskilde Roklub 2003
– Trænede kaproning fra sommeren 2004
– Første udtagelse til Junior VM i 2006, herefter deltagelse i 2007 og 2008
– 2009-2012 pause fra roning – studentereksamen, sabbatår, rejser mm, men stadig aktiv som træner i Roskilde Roklub
– 2012 comeback til U23 landsholdet med udtagelse til U23 VM i letvægtssinglesculler
– 2013 udvekslingsophold i Frankrig, optagelse på seniorlandsholdet
– 2014- 2016 tilknyttet senior A landsholdet og deltagelse ved EM, Worldcups og VM
– 2016: mål om medaljeplacering til VM i letvægtssinglesculler.
Har du repræsenteret Danmark / været på landsholdet? Debut på landsholdet i 2006 i junior pige dobbeltfirer (JW4X). Vi vandt Nordiske Mesterskaber og blev efterfølgende udtaget til Junior VM i Amsterdam.
Har du deltaget ved et mesterskab (DM, EM, VM, OL)? Jeg deltog ved mit første DM og årgangsmesterskaber i 2005, hvor jeg fik et par medaljer med hjem med min klubmakker.
I 2006 vandt jeg indendørs DM for junior B (U16). Siden har jeg deltaget ved stort set alle DM indendørs og udendørs, U23 VM 2012, EM 2014 og 2015, VM 2014 og 2015.
Største oplevelse(r) med sporten? Den største oplevelse med sporten er nok de relationer og udvikling jeg har opnået gennem tiden. Især mine nærmeste veninder og min kæreste har jeg mødt takket være sporten. Sporten er med til at udvikle mig som person, og jeg lærer nye ting om mig selv hver dag.
Dit bedste resultat? Bronzemedalje ved World Cup III i Luzern 2015. Jeg roede mit tredje stævne i singlesculler på seniorlandsholdet og roede mod den regerende verdensrekordholder og verdensmester Zoe McBride fra New Zealand. Nr.2 var Europamester Imogen Walsh fra England, som kun var 1,5 sekund foran mig, så det var et fornemt selskab at vinde sin første internationale medalje i!
Hvad er din største drøm? Lige nu er jeg meget fokuseret på at vinde en medalje til VM i 2016. På sigt er OL den store drøm – jeg håber at sidde i en super stærk letvægtsdobbeltsculler i Tokyo i 2020 og vinde medaljer.
Har du ritualer inden konkurrencer? I forbindelse med indvejning, to timer inden løbet, er der mange rutiner som er planlagt flere dage op til raceday. Inden indvejning hører jeg musik mens jeg gør mig klar, og efter indvejningen spiser jeg 1,5 skive toastbrød og drikker en Red Bull. I båden skal min drikkedunk altid ligge i venstre side af båden og tømmes lige inden starten med undtagelse af en enkelt mundfuld vand til efter løbet…
Hvem er dine idoler? Jeg svarer altid til denne slags spørgsmål, at det er mine forældre som er mine største forbilleder. De har gjort mig, til den jeg er og givet mig de gener, og de værktøjer, jeg har til at være, hvor jeg er i dag. De har altid bakket mig op til trods for at det kan være svært. Jeg mistede min far for 2,5 år siden, og sportsånden er især noget jeg har fra ham, så det betyder meget for mig, at han ville have været stolt og glad for at se mig træne og konkurrere, på det plan jeg gør nu..
Kan du leve af din sport? Nej, i øjeblikket betaler jeg flere penge, end jeg får. Team Danmark støtten er kun til Olympiske bådtyper i år, og det er svært at skaffe sponsorer. Heldigvis har jeg min klub (Roskilde Roklub) i ryggen, og de bakker mig op, så jeg kan komme på træningslejre og til stævner.
Studerer eller arbejder du ved siden af din sport? Jeg læser på sidste semester på kandidaten i Digital Design og Kommunikation på IT Universitetet i København. Jeg er lige startet med at arbejde som undervisningsassistent for at få økonomien til at hænge sammen.
Hvilke gode råd vil du give en ung pige, der drømmer om en karriere i sport? Hav det sjovt og nyd den lange vej mod de store mål. Det er ofte i de daglige, små oplevelser, at man skal finde den store værdi, og det er evnen til nyde det hårde slid, der giver afkastet når man så er til konkurrence.
Jeg vil gerne sende en stor tak til…… Roskilde Roklub fordi de altid bakker mig op og har skabt en fantastisk ungdoms- og kaproningskultur! Også tak til min kæreste, der altid lytter og giver gode råd, når der er noget i træningen, der ikke helt vil falde på plads. Han er selv på landsholdet og er en fantastisk sparringspartner og støtte.
Fritiden
Hvad er din favorit musik? Når jeg træner, skal jeg høre top 100 hits, men ellers vender jeg altid tilbage til de gode gamle 60’ere og 70’ere: Jimi Hendrix, Bob Dylan, Joni Mitchell, Fleetwood Mac….
Hvad hedder din favorit bog? Jeg har en bachelor i litteraturvidenskab og har læst uendelig mange klassikere. Fransk litteratur (Baudelaire, Proust, Céline) har især gjort stort indtryk på mig.
Hvad hedder dine favorit film / serier? Jeg elsker alle serier på Netflix, senest Homeland, som jeg kan se 8 afsnit af på en dag, hvis det skulle være..
Hvad er dine livretter? Jeg elsker al mad, især søde sager og kage. Helst alt med chokolade.
Dit bedste feriested? Jeg vender altid tilbage til Paris!
Når jeg slapper af så…. Ligger jeg på min sofa og ser Netflix og drikker god kaffe.
Hvad skal der ske efter karrieren? Jeg vil gerne have nogle søde børn og arbejde i en spændende digital virksomhed.
Tak til Aja
Kvindesport.dk siger tak til Aja for hendes tid og lyst til at fortælle lidt om baggrund, drømme og interesser i vores Girlpower serie. Aja har svaret på vores spørgsmål i februar 2016.
Du kan følge Aja på de sociale medier, og få et indblik i hendes liv som roer og se om Aja når i mål med sine drømme.
Læs flere Girlpower portrætter
Du kan læse flere portrætter i serien Girlpower, hvor vi kommer tæt på kvindelige sportsudøveres hverdag med træning, rejser, afsavn, triumfer, venskaber og meget meget mere.
Du kan være med til at sprede kendskabet til vores danske sportskvinder ved at dele kvindesport.dk’s Girlpower portrætter og vise verden, hvor seje de danske kvinder er! Klik på dele-linket herunder, hvor du også kan skrive en kommentar til dette Girlpower portræt.
Hvem er du fan af? Og kunne du tænke dig at komme lidt tættere på dit idol? Send dit forslag til redaktionen, og vi vil gøre vores bedste for at opfylde dit ønske.
Når du klikker på “share” knappen under et indlæg, får vi mere fokus på kvindesport. Tak for din hjælp.
[instagram-feed id=”2270114515″]