Vi er begejstrede over, at vi har fået håndboldspiller Agnethe Leonora Boysen med på holdet omkring kvindesport.dk.
Agnethes tilgang betyder, at vi kommer til at fortælle endnu flere spændende historier til vores mange læsere på kvindesport.dk og fans på vores sociale medier. Vi giver ordet videre til Agnethe, der selv vil introducere sig overfor dig.
Jeg hedder Agnethe Leonora Boysen, er 21 år gammel og i øjeblikket håndboldspiller i Yellow Winterthur, Schweiz.
Med stor begejstring kan jeg meddele, at jeg fra tid til anden vil bidrage på Kvindesport.dk med spændende artikler og historier fra håndboldmiljøet.
Fra vestjysk håndboldfamilie
Efternavnet kender du måske, hvis du har hørt om Danmarks største håndboldnørd og følger med, når Rasmus Boysen deler sin eksklusive viden på diverse SOME platforme og i Tv-udsendelser om, hvad der rører på sig i håndboldverdenen. Og helt rigtigt – vi kommer begge af samme vestjyske håndboldfamilie.
Jeg vil først og fremmest give et indblik i mine erfaringer med at tilkæmpe sig en plads på et dansk ligahold som 19 årig og herefter vælge at begive sig på et udlandseventyr. Og hvad sker der så, når man render ind i en alvorlig hjernerystelse langt fra familien og de trygge rammer i Danmark?
Hernæst vil jeg gå på opdagelse og finde spændende og relevante fortællinger fra håndboldmiljøet.
Jeg ser frem til at blive en del af det passionerede hold bag kvindesport.dk og til at dele mine artikler og historier med dig!