Pressemeddelelse fra Dansk Håndbold Forbund den 4. december 2019
Det danske kvindelandshold kom tilbage på sejrskurs, da de onsdag aften japansk tid slog Brasilien med 24-18 (13-11) ved VM.
I Danmarks fjerde kamp i Kumamoto hed modstanderen Brasilien, der ligesom de rød-hvide kæmpede for en plads ved mellemrunden ved verdensmesterskabet i Japan. Der ventede derfor Klavs Bruun Jørgensens tropper en stor opgave. En opgave, der dog blev løst til fulde.
Danmark fik scoringsmæssigt en god start på kampen, hvor særligt Anne Mette Hansen var toneangivende med flere scoringer. Det danske forsvar fortsatte den stabile stil, der betød, at de brasilianske spillere forgæves ledte efter løsninger i deres angrebsspil. Danmark fik derfor opbygget en føring på 5-2 efter ti minutter.
De første ti minutter med effektivt dansk spil blev herefter afløst af en dansk scoringspause på fem minutter. Heldigvis fandt Brasilien kun de danske netmasker én enkelt gang i samme tidsrum, hvorfor stillingen havde ændret sig til 5-3 i dansk favør efter et kvarter.
Danmark fandt dog melodien igen – og Katrine Heindahls scoring til 7-3 efter 17 minutter udløste en brasiliansk timeout.
Den brasilianske peptalk tog dog efterfølgende ikke glansen af et dansk angrebsspil, der spillede sig frem til fine chancer. Stine Jørgensens, Anne Mette Hansens og Louise Burgaards krydsbevægelser splittede det brasilianske forsvar ad. Og efter atter et fint kryds hamrede Louise Burgaard bolden i kassen til 10-7 med seks minutter til pausen.
Det fine danske spil i begge ender af banen fastholdt en dansk føring, der lød på to mål, 13-11, ved pausen.
Efter pausen forsatte det samme kampbillede. Danmark var konstant et skridt foran Brasilien – og føringen på to eller tre mål var konsekvent. Brasilien snusede til en udligning med 17 minutter igen, men Katrine Heindahls scoring til 15-13 skabte igen afstand.
Med ti minutter igen opstod balladen, da Brasilien udlignede til 16-16. Her tog landsholdsanfører Stine Jørgensen sagen i egen hånd, hvor hun både på flere straffekast og fra distancen i åbent spil var iskold. Jørgensen kanonerede bolden i kassen til 20-17 med seks minutter igen, hvorefter Brasilien knækkede.
Kampens sidste minutter var herlige billeder af fire danske scoringer, der cementerede en tiltrængt og vigtig dansk sejr i Japan.
Med nederlaget kan Brasilien ikke længere nå mellemrunden, mens den danske sejr betyder, at håndbolddamerne skal ud i en gyser mod Frankrig på fredag i en direkte duel om en plads i mellemrunden. Det brag kan du se på DR 1 kl. 12.30.