Badminton Danmark meddeler i en pressemeddelelse, at Uber Cup 2020, der skulle være afviklet i perioden 16.-24. maj, er udskudt til den 15.-23. august 2020 på grund af den ekstraordinære situation, verden står i lige nu, som følge af coronavirus, COVID-19.
– Thomas & Uber Cup skal være med til at samle Danmark til en badmintonfolkefest, men det vil være uansvarligt at gøre i den aktuelle historiske situation, vi står i. På den ene side kan jeg sige, at det ikke har været nemt at tage beslutningen, da vi ved, at mange har set frem til verdensmesterskabet, men på den anden side har det været nødvendigt. Sikkerheds- og sundhedshensyn kommer altid i første række. Nu vil vi gøre alt, hvad vi kan for at få logistik og praktik til at gå op i en højere enhed, så spillere, trænere, frivillige og fans fortsat får en folkefest. Nu bare i august i stedet for maj, siger Badminton Danmarks direktør, Bo Jensen.
Det Internationale Badmintonforbund, BWF, siger om beslutningen:
– Helbred, sikkerhed og velvære hos atleter, personale, frivillige, dommere og hele badmintonsamfundet har førsteprioritet. Med de anbefalinger og opfordringer, der er nationalt i Danmark og globalt, gør det det svært at afholde et så stort arrangement, som Thomas & Uber Cup er. Med det in mente, er det den helt rigtige beslutning at udskyde til august, og så ser vi frem til at skabe en flot event, siger Thomas Lund, generalsekretær i BWF.
Uber Cup afholdes fortsat i CERES PARK & ARENA i Aarhus.
Badminton Danmark opfordrer alle fans, alle med billet og øvrige interesserede til at holde sig orienteret på badminton.dk.