Mens Pernille Harder og Wolfsburg kunne tage den med ro i kampen mod Turbine Potsdam, så var der anderledes drama i den anden ende af tabellen for Louise Ringsings klub Leverkusen.
Vi starter med Wolfsburg. De kørte, som så mange gange før i sæsonen, en sikker sejr hjem. Søndag vandt holdet 2-0 over Turbine Potsdam på mål af den giftige duo Pernille Harder og Ewa Pajor, der tilsammen har scoret 42 mål for Wolfsburg.
Pernille nettede 18 gange i sæsonen og blev kun overgået af Ewa Pajor på topscorerlisten. Hun har scoret hele 24 mål.
Sejren kom i hus foran vores reporter Malene, og en hel del andre danskere, der var i Wolfsburg for at se kampen. Du kan se en story på vores Instagram profil “kvindefodbold”, hvis du vil se, hvordan Malene oplevede dagen.
Du kan også se sejrsfesten i denne video på godt 10 minutter fra Wölfe TV.
Nedrykning afgjort i de døende minutter
Louise Ringsing og Leverkusen var tvunget til at vinde hjemme over Essen i sidste kamp, og håbe på hjælp fra Freiburg, der samtidig skulle tage point fra Werder Bremen.
Det så meget sort ud for hjemmeholdet, da Essen lige efter pausen bragte sig foran 1-0, mens det stod 1-1 i “den anden kamp”.
Men to mål af Henriette Csiszar vendte kampen på hovedet for Leverkusen, og 2-1 målet i det 83. minut viste sig at være nok til redning, da der ikke blev scoret yderligere i kampen mellem Freiburg og Werder Bremen.
Det betyder, at Leverkusen, efter et virkelig hårdt forår, redder sig, og fortsat kan tilbyde sine fans Bundesligafodbbold efter sommerferien. Stort tillykke til Louise og Co.
Her slutter dækningen af Bundesligaen for denne sæson. Vi håber, at du har fået større indblik i en af Europas stærkeste ligaer, og at du har lyst til at følge med igen, når sæsonen starter i efteråret.
Alle resultater fra sidste spillerunde i Bundesligaen
Leverkusen 2 Essen 1
Gladbach – Bayern München 5
Duisburg 0 – Frankfurt 2
Freiburg 1 Werder Bremen 1
Sand 2 Hoffenheim 2
Wolfsburg 2 Turbine Potsdam 0
Slutstillingen i Bundesligaen