Det lille intime stadion Estadio municipal de Santo Domingo i den spanske hovedstad Madrid lagde græs til opgøret mellem Spanien og Danmark tirsdag aften. Temperaturen nærmede sig de 30 grader ved kampstart, så vanddunkene var fyldt helt op på sidelinjen.
Det blev en svær aften i det spanske, hvor danskerne aldrig fik et ben til jorden og tabte 3-0 til et velspillende hjemmehold. Barcelonas Bonmati scorede sit første mål i 1. halvlegs overtid og det andet kort før slutfløjtet. Det tredje spanske mål scorede endnu en Barcelona spiller, Guijarro, midt i 2. halvleg. Skulle du have glemt det, så var det netop Barcelona, der vandt årets Champions League.
Statistikkerne fra kampen fortæller historien om et overlegent hjemmehold, der havde 19 målforsøg mod danskernes ene forsøg sent i kampen. Hjørnesparksstatistikken viste 10-0 i spansk favør.
Næste opgave for Kvindelandsholdet bliver torsdag den 16. september, hvor vi hjemme i Viborg møder Malta i VM-kvalifikationen.
Den danske startopstilling mod Spanien
Nye i opstillingen i forhold til 3-2 sejren over Australien var Sanne Troelsgaard, Nadia Nadim og Sofie Svava. De afløste Kathrine Møller Kühl, Nicoline Sørensen og Stine Larsen.
Keeper
Lene Christensen
Forsvar
Katrine Veje
Rikke Læntver Sevecke
Simone Boye
Stine Ballisager
Midtbane
Sofie Junge
Sanne Troelsgaard
Pernille Harder
Angreb
Nadia Nadim
Rikke Marie Madsen
Sofie Svava
Ind/udskiftninger
30. minut Luna Gewitz afløste Simone Boye
46. minut Nicoline Sørensen afløste Rikke Marie Madsen
57. minut Kathrine Kühl afløste Sanne Troelsgaard
58. minut Emma Snerle afløste Sofie Svava
78. minut Stine Larsen afløste Pernille Harder
78. minut Janni Thomsen afløste Nadia Nadim.