Danmark har trukket Holland i VM play-off semifinalen – læs mere
Opdateret efter 0-1 kampen mod Sverige
Inden længe kommer vores rapport fra Viborg med referat, stemningsrapport og interviews med spillerne efter det fortjente nederlag til Sverige på 0-1. Glæd dig.
Danmark kom med nød og næppe med i play-off bøtten. Island brændte nemlig et straffespark i overtiden i deres hjemmekamp mod Tjekkiet. Havde islændingene scoret, havde de sparket Danmark helt ud i VM mørket.
Nu er Danmark heldigvis med, når der trækkes lod til kampene på fredag. De øvrige hold er europamestrene fra Holland, Belgien og Schweiz. Det bliver ikke nemt, men VM drømmen lever.
Opdatering før kampen mod Sverige
Dagen er kommet. Afgørelsens time. Danmark mod Sverige. Kampen om VM billetten.
Glem alt om konflikt i dag. Det lader vi mændene om. Nu gælder det fodbold. Kvindelandsholdet. Kampen om VM billetten på et totalt udsolgt Viborg Stadion.
Sådan kvalificerer Danmark sig til VM
Gruppevindere kvalificerer sig direkte til VM, mens de fire bedste toere splittes i to kampe, hvor vinderne af kampene mødes i en Play-off finale. Vinderen af Play-off finalen kvalificerer sig til VM.
Toer-regnskabet er baseret på holdenes kampe mod nummer 1, 3 og 4 i de respektive puljer, så resultatet kender vi først præcist, når alle kampe i alle puljer, er spillet tirsdag aften.
Vi er 100% sikkert videre til VM, hvis vi slår Sverige, da vi så vinder puljen. Spiller vi uafgjort, går Sverige videre, og vi lander på 13 point i toer-regnskabet. Taber vi, forbliver vi på 12 point.
De to tabte point mod Kroatien får heldigvis ikke konsekvenser i toer-regnskabet, der skal tages i brug, hvis Danmark ikke besejrer Sverige tirsdag aften.
Kroatien ender nemlig sidst i vores pulje, og da point og mål mod dårligste hold i puljen ikke tæller med i toer-regnskabet, rammer det ikke danskernes nuværende topplacering i toer-regnskabet.
I de tilfælde, hvor vi sætter point til mod Sverige, skal lommeregneren frem, efter at de øvrige kampe er afviklet, for at se, om vi bliver én af de fire toere, der skal spille om kun én plads ved VM.
“De andre toere”
Skotland møder på udebane Albanien, der ligger nummer 4 i puljen uden chance for at ende dårligere. Det vil sige, at de point som Skotland opnår, vil blive medregnet i toer-regnskabet.
Skotland kan faktisk gå hen og vinde puljen, hvis Schweiz opnår et dårligere resultat end Skotland i deres udekamp mod Polen.
Norge spiller hjemme mod Holland i en sand gyser, hvor Norge skal vinde kampen for at vinde puljen. Det første opgør mellem de to endte 1-0 til Holland. Taberen er sikker på at blive nummer to i puljen.
Wales har spillet sin sidste kamp, men er sikker på at blive nummer to efter England, uanset sidste rundes resultater i den pulje.
Island spiller hjemme mod Tjekkiet, der faktisk kan hugge Islands andenplads i puljen med en sejr. Der er også lagt op til en hed aften på vulkan-øen.
Belgien spiller hjemme mod de stærke italienere, der allerede har vundet puljen med syv sejre i syv kampe. Belgien er sikker på, at blive nummer to i puljen, så de point de måtte få i aften, vil blive medregnet i toer-regnskabet.
Østrig er storfavoritter i holdets sidste hjemmekamp mod Finland, men det er for sent for alpelandet, der allerede har sat for mange point til i kvalifikationsturneringen. De er ude i spillet om én af de fire pladser.
Kilde til toer-regnskabet er Wikipedia
Kom så Danmark
Det kan blive nogle kaotiske minutter efter sidste fløjt tirsdag aften, hvor de fire bedste toere skal findes. Alle kampe spilles kl. 17.00, så der bliver nok fulgt med på kryds og tværs af Europa først på aftenen. Det bliver uhyggelig spændende, så please Danmark, slå nu Sverige!