De danske fodboldkvinder er tvunget til at vinde alle sine resterende kampe i VM kvalifikationen, hvis holdet skal gøre sig håb om at komme med til VM slutrunden i Frankrig i juni næste år.
Det dumme skrivebordnederlag på 3-0 til Sverige i efteråret bider fortsat i haserne, og kan i sidste ende betyde, at Danmarks kvinder misser VM på grund af en konflikt mellem Spillerforeningen og DBU.
Konflikten berøres i en artikel i Politiken i dag, hvor Nadia Nadim giver sit syn på hele sagen, og hvor anfører Pernille Harder må tage til genmæle. Umiddelbart ikke den bedste optakt til de to landskampe.
Den aktuelle situation for Danmark
Før fredagens kamp mod Ukraine er Danmark seks point efter Sverige, der cruiser derudaf.
Senest vandt svenskerne 4-0 over Kroatien og der skal nærmest ske mirakler, hvis svenskerne skal droppe point i de kommende kampe frem mod opgøret i Viborg den 4. september.
Gruppevinderen kvalificerer sig direkte til VM, mens de fire bedste toere splittes i to kampe, hvor vinderne af kampene mødes i en Play-off finale. Vinderen af Play-off finalen kvalificerer sig til VM.
Toer-regnskabet er baseret på holdenes kampe mod nummer 1, 3 og 4 i de respektive puljer, så resultatet kender vi først præcist, når alle kampe i alle puljer er spillet i september.
Danmark kan stadigvæk nå førstepladsen i puljen, men det kræver maksimum point og minimum en sejr på 3 mål mod Sverige. Det bliver svært, men ikke umuligt. Du kan se en kampoversigt i Danmarks pulje her.
Fredagens modstander
Danmark hev, trods stort overvægt i spil, kun en kneben 1-0 sejr hjem over Ukraine i holdenes første opgør i Viborg i april. Ukraine ligger kun to point efter Danmark og ser helt sikkert muligheder for en overraskelse, der kan bringe holdet op på 2. pladsen i puljen.
Ukraine er nummer 27 på FIFAs verdensrangliste. Danmark er nummer 13.
Du kan se kampen direkte på DR1 med optakt fra kl. 17.45. Kick-off er kl. 18.00.
Se Landstræner Lars Søndergaards udvalgte til opgørene mod Ukraine og Ungarn
Kampen spilles på Lviv Arena med plads til 34.915 tilskuere. På dette stadion tabte herrelandsholdet to kampe under EM i 2012. Lad os håbe, at kvinderne kan gøre det bedre. Kom så Danmark 🇩🇰️