Den gode stemning er sikret til kvindelandsholdet i baskets første EM-kvalifikationskamp i over 15 år.
710 af 1.500 pladser i Gentoftehallen er nemlig allerede optaget af støtterne i crowdfundingkampagnen, sponsorer eller spillere på ungdomslandsholdene, der vil støtte kvinderne i kampen mod Italien den søndag den 17. november med tip-off kl. 15.30.
Kampen mod Italien spilles kun tre dage efter, at danskerne har spillet den første gruppekamp ude mod Rumænien.
En sejr over Rumænien er ikke usandsynlig og med en fyldt hal i Gentofte, ja så får kvinderne måske den helt perfekte start på EM-kvalifikationen.
Stærkt sammenhold bag EM-deltagelse
Kvindelandsholdet i i basketball er med i EM-kvalifikationen på baggrund af den succesfulde crowdfunding kampagne tidligere i år.
Det danske hold nedlagde al modstand ved de seneste Europamesterskaber for små nationer, men havde ikke økonomi til at kæmpe i den egentlige EM-kvalifikation.
Spillerne tog sagen i egen hånd, og løste udfordringen med en fantastisk indsamling med mange private donationer og sponsoraftaler med blandt andet Oddset, så de nu kan invitere til en spændende EM-kvalifikationskamp i Gentofte.
Landstræner: Udfordrende lodtrækning
Landstræner Jesper Krone har tidligere udtalt sig om modstanderne i Danmarks EM-gruppe, hvor Tjekkiet udover Rumænien og Italien, også er med.
-Det er en spændende men svær gruppe, vurderer Krone. Vi ved, at Italien og Tjekkiet er rigtigt gode, mens vi ikke kender så meget til Rumænien. Vi ser nu nærmere på alle holdene, forbereder os godt og håber på at kunne drille dem alle.
Køb billetter
Du kan købe dine billetter hos Billetto
Programmet i Danmarks EM-kvalifikationspulje
14/11/2019
Rumænien-Danmark
Italien-Tjekkiet
17/11/2019
Danmark-Italien
Tjekkiet-Rumænien
12/11/2020
Tjekkiet-Danmark
Rumænien-Italien
15/11/2020
Danmark-Rumænien
Tjekkiet-Italien
04/02/2021
Italien-Danmark
Rumænien-Tjekkiet
07/02/2021
Danmark-Tjekkiet
Italien-Rumænien