Selvom Fortuna Hjørrings Luna Gewitz ikke fik spilletid under EM, har det tilsyneladende ikke haft indflydelse på Lunas oplevelse og glæde ved at have repræsenteret de danske farver ved EM i Holland.
Din EM oplevelse i én sætning
En rus over at kæmpe for hele Danmark, på flere måder.
Føler du, at holdet vandt sølv eller tabte guld?
Jeg føler at vi vandt sølvet. Også fordi at vi vandt Danmarks accept og støtte med medaljen.
Hvad var det første, du tænkte, da du vågnede dagen efter finalen?
Skete det her lige??
Hvilken spiller ved EM imponerede dig mest?
Jeg var ret imponeret over Jodie Taylor fra England, som i lang tid har startet på bænken på landsholdet og ikke fået så meget opmærksomhed.
Til EM får hun så chancen og bliver helt afgørende for at England kommer til semifinalen.
Hvem var din roomie i Holland?
Cecilie Sandvej. Vi har boet sammen et par gange, og svinger godt og er gode til at slappe af sammen.
Hun er en gennemført god person, som aldrig snakker dårligt om andre.
Det var dog pænt irriterende, at hun aldrig spiste slik, hvilket medførte, at jeg fik dårlig samvittighed, når jeg gjorde, og dermed skar voldsomt ned på mit slikforbrug!
Hvad husker du bedst fra de danske fans fejring af holdet?
I bussen fra Midtjyllands Lufthavn til Viborg, var der fuld af sang fra tonedøve fodboldspillere og andet larm, men der blev helt stille, da vi drejede ind ad vejen til Viborg Rådhus, og så alle de mennesker, der var mødt op for at hylde os.
Vi var helt mundlamme.
Hvor lang ferie havde du efter EM, og hvad brugte du den på?
Jeg havde 11 dages ferie.
Jeg hverken ville eller kunne glemme den store oplevelse, men havde brug for at fokusere på noget andet end fodbold.
Derfor tog jeg en dag på festival, tilbragte derefter tid med nogle gamle venner hjemmefra, slappede af med min familie, og brugte resten af tiden i sommerhus med yderligere nogle venner.
På den måde fik jeg set så mange af mine venner og familie som muligt, før jeg skulle tilbage til den travle hverdag med fodbold og studie.
Det var lige hvad jeg havde brug for.
Vil du sige noget til de danske fans, der støttede jer i Holland og hjemme i Danmark?
Tusind tak!
Jeg tror ikke, at I forstår, hvor stor en betydning I har haft for os spillere.
Til hver en kamp har I mindet os om, hvad det er vi kæmper for, og har givet os det ekstra energi, der skulle til for at vinde.
Kan du nævne 3 oplevelser i Holland, som du aldrig vil glemme?
Jeg vil aldrig glemme hyldesten i Viborg og København, da vi kom hjem.
Jeg vil aldrig glemme sejren over Tyskland.
Jeg vil aldrig glemme alt det pasta, jeg har spist!
Føler du, at Danmark kan kvalificere sig til VM i Frankrig i 2019 ?
Ja! Det bliver svært, men ligesom vores sammenhold og vilje var vejen til EM finalen, er det også vejen til VM.
Billederne i portrættet er fra Luna Gewitz’s Instagram profil