Efter små ti år i udlandet vender 31-årige Line Røddik tilbage til Danmark, hvor hun skal forstærke Kvindeliga-oprykkerne fra FC Nordsjælland. Line har fået en 1-årig kontrakt.
Line Røddik har været forbi svensk fodbold, men mest bemærkelseværdigt storklubberne Olympique Lyon, Barcelona og senest Ajax, hvor hun sluttede med at vinde The Double.
Det har dog været begrænset med spilletid i de seneste tre klubber, hvor skader har drillet den stærke forsvarspiller, der har optrådt 132 gange for Kvindelandsholdet, hvor hun i en periode også var anfører.
Stor tilfredshed hos begge parter
FC Nordsjællands Head of Women Football, Christian Taylor udtrykker stor tilfredshed med at tilknytte Line. Til klubbens hjemmeside siger han:
-Vi har haft en dialog med Line helt fra første dag, vi startede med pige- og kvindefodbold i FCN og Farum Boldklub. Vi er nået langt på bare 1,5 år, og Line er fri af sin kontrakt i Holland, og derfor er vi meget glade for, at Line også synes tiden var inde nu.
-Vi får en markant forstærkning på banen i en erfaren leder med store evner. Hun kommer både til at gøre en forskel med sine egne evner og som rollemodel for sine holdkammerater – ikke mindst vores talentfulde akademispillere, som står på spring for at byde sig til på 1.holdet.
Klubbens Direktør, Søren Kristensen udtrykker sig således til hjemmesiden: -Det er en af de allerstørste i dansk kvindefodbold, som vi får til FCN, og vi er hamrende stolte over, at Line vil være med til at flytte kvinde- og pigefodbolden herhjemme endnu et stykke ved at være en del af vores klub og organisation.
Line Røddik skal udover at spille også være træner på klubbens akademi, og arbejde i klubbens administration. Line Røddik siger sådan om de oplevelser der venter hende:
-Det her er et unikt projekt, som giver unge fodboldspillere muligheden for at drømme stort og et projekt der kan give pige- og kvindefodbolden et skub i den rigtige retning. Derfor ved jeg også, hvor vigtigt det er, at FCN er gået forrest med det her.
-Jeg har besøgt klubben i mine ferier for at følge med, og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det her er fremtiden for pige- og kvindefodbolden herhjemme.
-Nu har jeg muligheden for selv at blive en del af det og kunne gøre en forskel. Det her projekt er noget dansk fodbold har brug for, og jeg er rigtig glad for, at jeg både kan bidrage som spiller og uden for banen, hvor jeg kan bruge min uddannelse og erfaring til at træne unge mennesker og samtidig lære og udvikle mig som en del af en dygtig administration i en innovativ professionel fodboldklub. Jeg glæder mig bare til at blive en del af det hele og komme i gang, siger Line Røddik Hansen til FC Nordsjællands hjemmeside.
Her på redaktionen glæder vi os helt vildt til at se Line Røddik optræde i Kvindeligaen, og er ganske imponerede over, at vi har en dansk klub, der kan sammensætte en så attraktiv pakke, at Kvindeligaen nu får glæde af så stor en spiller som Line Røddik. Velkommen hjem!
Følg med på kvindesport.dk’s transferliste
Følg med på vores transferliste, hvor vi opdaterer de væsentligste klubskifter og forlængelser i dansk kvindefodbold og med danske stjerner, der flytter til udlandet.