Kvindefodbold har i flere år været i en positiv udvikling, og mange, der før har været lidt skeptiske i forhold til “om kvinder nu kan finde ud af at spille fodbold”, er begyndt at lade sig omvende. Men spørgsmålet er, om vi endnu kun har set toppen af isbjerget og kvindefodbold for alvor bliver en ting, der kommer til at eksplodere i 2023. Ganske meget tyder faktisk på, at næste år kan blive året, hvor kvindefodbold virkelig tager skridtet ud af herrernes udgave af det smukke spil.
Kvindefodbolden nåede dens hidtil højeste tinder og blev et af de populære spil på sportens træ, da værtsnationen England mod de fleste odds slog Tyskland med 2-1 efter ekstra tid ved årets EM for kvinder, der slog alle rekorder. Således er finalen på Wembley den med afstand mest sete kvindefodboldkamp nogensinde, da over 87.000 var vidne til en medrivende sejr til værterne.
Også i Danmark er sporten for alvor ved at vokse sig stor, da de nuværende stjerner som Pernille Harder fra engelske Chelsea og Nadia Nadim på hver deres måde har vist sig frem som kæmpe rollemodeller for de danske piger. Harder er for nuværende verdens bedste kvindelige fodboldspiller, og Nadia Nadim har vist vejen frem for unge piger af anden etnisk afstamning end dansk.
Så der er meget, der tyder på, at vi endnu ikke har set fodbold for kvinder toppe. Hvor det for bare tyve år siden især var i USA, sporten var stor, især blandt netop kvinder, så er det nu ved at blive en verdensomspændende succes, og hvert år slås der nye rekorder for antallet af kvinder, der forelsker sig i at trille, drible og sparke rundt med den runde bold.
For fans af spillet er det da også åbenlyst, at spillet har udviklet sig meget. Uden at lyde alt for skeptisk, så var den kvindelige udgave af fodbold for tyve år siden på et noget lavere niveau, og det kunne være lidt skuffende at være tilskuer til kampe på selv det allerhøjeste niveau inden for sporten. Nu forholder det sig anderledes, og det er blandt andet grundet at spillerne har fået meget mere professionelle vilkår, og dermed også en løn, der gør dem i stand til at leve godt af det, selvom der dog stadig er langt op til de bedst lønnede mandlige spillere.
Næste år venter der så en VM slutrunde, der for første gang bliver afholdt på den sydlige halvkugle og derudover for første gang afholdes i to værtslande, når Australien og New Zealand er værtsnationer for turneringen. Puljerne er i skrivende stund endnu ikke blevet trukket ud, men Danmark er selvfølgelig med som deltager, da de vandt deres gruppe i den europæiske kvalifikation. Og ikke nok med, at de er deltagere, så forventer de fleste eksperter, at de er i stand til at kæmpe med om guldet.
Der er dermed i den grad lagt i ovnen til, at kvinderne i 2023 tager endnu et skridt mod at blive lige så anerkendte som deres mandlige modparter inden for fodbold. Ikke bare i Danmark, men i hele verden.