De danske badmintonkvinder (og mænd) kan se frem til at fortsætte samarbejdet med en yderst kompetent og vellidt landstræner i skikkelse af Kenneth Jonassen, der netop har forlænget sin kontrakt med Badminton Danmark med fire år.
I forbindelse med forlængelsen har Badminton Danmark dags dato udsendt nedenstående pressemeddelelse.
Badminton Danmark forlænger aftale med cheflandstræner Kenneth Jonassen
En af sportsverdenens dygtigste danske trænere, Kenneth Jonassen, fortsætter i sædet som Danmarks cheflandstræner de kommende fire år, og en vigtig brik i landsholdsregi falder dermed på plads. – En nem beslutning for mig at forlænge med Kenneth, siger elite- og sportschef Jens Meibom.
Han er Årets Træner i Danmark 2018 og kåret som Årets Træner i både 2016 og 2017 af Badminton Europe. Med andre ord hersker der ingen tvivl om, at cheflandstræner Kenneth Jonassen kan sit kram, og det kommer de danske spillere på det Nationale Elite Træningscenter i Brøndby til fortsat at drage nytte af.
Kenneth Jonassen har nemlig sagt ja til at fortsætte samarbejdet med Badminton Danmark i endnu en OL-periode, og han forbliver dermed på posten som cheflandstræner frem til OL 2024.
Det fortæller Badminton Danmarks elite- og sportschef, Jens Meibom.
– Jeg er meget glad for, at Kenneth har sagt ja til at fortsætte samarbejdet. Han har gjort det fremragende både som herresingletræner og som cheflandstræner i den indeværende periode med flotte resultater, der taler for sig selv, siger Jens Meibom og påpeger:
– I sin tid som cheflandstræner har Kenneth blandt andet hjulpet Viktor Axelsen og Anders Antonsen frem til henholdsvis VM-guld og -sølv, og derudover har han været yderst dygtig til at udvikle de overordnede rammer og planer for arbejdet på det Nationale Elite Træningscenter (NETC, red.). Kenneth er meget vellidt af både spillerne og sine trænerkolleger, så for mig har det været en nem beslutning at forlænge vores samarbejde, siger Jens Meibom.
Selv ser Kenneth Jonassen frem til at fortsætte sit arbejde med landets og nogle af verdens stærkeste badmintonspillere samt de største, fremadstormende danske talenter.
– Jeg er selvfølgelig meget glad for at kunne fortsætte som cheflandstræner i Badminton Danmark. Vi har et fantastisk spændende projekt i gang på NETC, og vi går tilmed en rigtig spændende fremtid i møde. Selvom konkurrencen internationalt bliver hårdere og hårdere, tror jeg på, at vi fortsat kan løfte os yderligere og blive ved med vinde medaljer til Danmark, hvilket da også er ambitionen senere i år, hvor der både venter VM for hold på hjemmebane og OL i Tokyo, siger Kenneth Jonassen og tilføjer:
– Der er ingen tvivl om, at jeg glæder mig enormt meget til den kommende periode og ikke mindst til det fortsatte samarbejde med både spillere, trænerkolleger og Jens.
Kenneth Jonassen har været den øverstbefalende danske landstræner siden 2016, hvor han overtog posten som cheflandstræner efter Lars Uhre. Frem til da havde den i dag 46-årige herningenser været ansat i Badminton Danmark som assisterende landstræner ad to omgange, fra henholdsvis 2009-2010 og igen fra 2013. I perioden 2010-2013 var han head coach for England. Han stoppede sin professionelle spillerkarriere i 2008. Udover titlen som cheflandstræner bærer Kenneth Jonassen det primære ansvar for herresingletruppen på det Nationale Elite Træningscenter.