Så er vi nået til finalen i en yderst spændende Gjensidige Kvindeliga. En kvindeliga, som jeg synes, har været den mest spændende, siden jeg begyndte at følge med i ligaen for godt fem år siden.
Nok ender vi med den klassiske “finale” om førstepladsen mellem Brøndby og Fortuna Hjørring, men hvor de to tidligere har kørt suverænt parløb i toppen, er de i år blevet udfordret af især FC Nordsjælland, indtil for et par spillerunder siden, og ligaen er heldigvis mere uforudsigelig end tidligere.
Andre hold har formået at besejre de to tophold, hvor de mest bemærkelsesværdige resultater må være Odense Q’s sejr i Hjørring og VSK Aarhus’ 3-2 sejr over Brøndby, og at FC Thy – Thisted Q har præsteret at spille uafgjort på begge holds hjemmebaner.
Placeringen i grundspillet er ikke uvæsentlig, da der overføres point til forårets slutspil efter denne formel: Nr. 1 får 10 point, nr. 2 får 8 point, nr. 3 får 6 point, nr. 4 får 4 point, nr. 5 får 2 point og nr. 6 får 0 point. Målscoren nulstilles.
Sidste runde afvikles samlet med afvikling af alle fire opgør lørdag kl. 13.00.
Lørdag den 16. november kl. 13.00
Brøndby mod Fortuna Hjørring – SUPER MATCH
FC Nordsjælland mod Odense Q
KoldingQ mod VSK Aarhus
BSF mod FC Thy – Thisted Q
Du kan se/gense kampe og highlights fra Kvindeligaen på kvindesport.dk/live
Brøndby mod Fortuna Hjørring – SUPER MATCH
Tabellen lyver aldrig, så det er efterårets to bedste hold, der her mødes i en direkte duel om 1. pladsen i grundspillet.
Begge hold har haft mange spillere afsted på landsholdsopgaver for både A-landsholdet og diverse ungdomslandshold siden seneste spillerunde, så ingen af holdene har haft mulighed for at forberede sig optimalt frem mod finalen.
Det første opgør mellem de to hold endte med en 2-1 sejr til Fortuna Hjørring i 4. spillerunde, og jeg forudser igen et tæt opgør, der kan tippe til begge sider.
Fortuna Hjørring træner Carrie Kveton forudser “en krig” mod Brøndby.
Per Nielsen opfordrer de lokale til at komme ud og se noget godt kvindefodbold på lørdag.
Kvindesport.dk tipper X
FC Nordsjælland mod Odense Q
Opgøret i Farum er det eneste i runden, hvor resultatet ikke får betydning for pointuddelingen i foråret.
FC Nordsjælland bliver nummer 3 i kvindeligaen, mens Odense Q må en tur i Kvalifikationsligaen uanset resultatet af kampen.
Begge hold kommer med tre nederlag i træk i bagagen, så målet for begge hold er at gå på ferie med en god oplevelse i form af en sejr.
Jeg tror, at FC Nordsjælland er mest sultne, og jeg mener, at de har det bedste mandskab, så de vinder lørdagens kamp.
Kvindesport.dk tipper 1
KoldingQ mod VSK Aarhus
De to hold ligger på en eller anden måde altid og slås om de samme mål. Typisk er det bronzemedaljerne, der fordeles mellem de to jyske klubber.
Lørdag er en lidt anden historie, da VSK har en markant bedre målscore en KoldingQ, og skal fejle stort, hvis de skal blive indhentet af rivalerne fra Kolding, der er 3 point efter aarhusianerne.
VSK Aarhus ligger a point med FC Thy – Thisted Q på 4/5. pladsen og skal håbe på hjælp fra BSF, eller vinde lidt større end thyboerne, hvis de skal overtage 4. pladsen, og de 4 point til slutspillet.
Kvindesport.dk tipper x
BSF mod FC Thy – Thisted Q
Bemærk at kampen spilles på Herlev Stadion.
Hjemmeholdet har ikke andet end æren at spille for, inden de siger farvel til kvindeligaen for denne gang efter kampen. Men BSF kan med en vis optimisme tro på et flot farvel til Thomas Maale, der afløses på cheftrænerposten i det nye år, da de faktisk er gode til at få point mod netop FC Thy – Thisted Q.
Udeholdet skal matche VSK Aarhus’ resultat mod KoldingQ for at være sikre på at tage 4. pladsen.
Jeg synes, at BSF spillerne har virket slidte og trætte modsat FC Thy – Thisted Q, der har scoret 12 mål i de seneste to udekampe og senest vandt 5-3 over FC Nordsjælland.
Kvindesport.dk tipper 2
Vi følger kvindefodbolden
Vi følger dansk og international kvindefodbold her på kvindesport.dk og på vores Instagram profil og Facebookside for kvindefodbold og Twitter profil.
Se weekendens TV-program for de internationale fodboldkampe her.