
Foto fra bsfodbold.dk
Fra nytår bliver det Kasper Klarskov Nielsen, der skal stå i spidsen for BSF. Kasper afløser Sportschef Thomas Maale, der har været midlertidig træner siden oktober, hvor Peer Lisdorf trådte tilbage.
BSF skal i foråret spille i Kvalifikationsligaen, hvor to hold vinder pladser i den bedste række fra næste efterår. Kasper Klarskov har erfaring med at føre hold fra Kvalifikationsliga til Kvindeliga, hvilket han præsterede med det FCN mandskab, der lige nu indtager 3. pladsen i Kvindeligaen.
-Det er et spændende hold, der har været lidt uforløst i denne sæson i forhold til deres potentiale. Samtidig er det et hold, hvor der er mulighed for at kunne udvikle noget professionalisme, som jeg også ser som en spændende udfordring. For mig bliver det også et gensyn med kvalifikationsligaen, som jeg ser frem til,” siger Kasper Klarskov Nielsen til Ballerup Skovlunde Fodboldshjemmeside.
Overfor klubbens hjemmeside udtrykker den nye træner også ambition om at vinde Kvalifikationsligaen på baggrund af flere observationer af holdets kampe, og de individuelle kvaliteter, som Kasper Klarskov ser hos spillerne.
Sportschef Thomas Maale, der selv har varetaget Cheftrænerrollen i kort tid, udtrykker stor tilfredshed med at have den nye træner på plads.
-Kasper har den helt rette profil, som holdets kommende træner. Han er ung, sulten og brænder virkelig for at gøre noget godt med holdet. Taktisk er han vanvittig dygtig, og det er også en fordel, at han kender en del af de hold, vi kommer til at møde i kvalifikationsspillet,” siger Thomas Maale til klubbens hjemmeside.
Næste opgave for BSF er på lørdag i sidste spillerunde i grundspillet. Her tager BSF i mod FC Thy – Thisted Q.
Du kan læse hele nyheden om trænersituationen hos BSF på klubbens hjemmeside.