Tidligere på ugen kunne vi fortælle, at Naja Bahrenscheer skifter fra BSF til Brøndby og nu forlader endnu en profil BSF.
20-årige Lærke Tingleff skifter til FC Nordsjælland efter kun 6 måneder hos BSF, hvortil hun kom i sommers efter to sæsoner i Brøndby. Lærke har fået kontrakt frem til sommeren 2020.
Lærke har spillet 27 kampe for diverse ungdomslandshold og spillede senest for U23 landsholdet i starten af november, hvor hun blev skiftet ind i 2. halvleg i opgøret mod Holland.
-Vi byder Lærke velkommen i vores klub, vores drøm og vores mission, siger Christian Taylor, Head of Women’s Football i FC Nordsjælland til klubbens Facebookside.
Han fortsætter: -Hun er en stærk midtbanespiller og passer perfekt til vores spillestil. Jeg er rigtig glad for, at hun har valgt os som klub, og jeg er sikker på, at hun vil hjælpe os succesfuldt i mål med vores målsætninger.
Lærke Tingleff er lidt mere fåmælt på sin Instagram profil, hvor hun skriver: -Glad for at kunne sige, at jeg kan findes i denne trøje i det nye år. På billedet holder Lærke storsmilende en FC Nordsjælland trøje, så vi tvivler ikke på, at Lærke er rigtig tilfreds med udsigten til også at spille i Gjensidige Kvindeliga i 2020.
Vi ønsker FC Nordsjælland og Lærke Tingleff stort tillykke med hinanden!
Følg med på vores transferliste, hvor vi opdaterer de væsentligste klubskifter og forlængelser i dansk kvindefodbold og med danske stjerner, der flytter til udlandet. Vi skriver om de fleste transfers her på kvindesport – Læs dem her.