Efter en opstart med masser af løb, flere løb og så lidt flere løb er vi begyndt at nærme os det, som er sjovest, nemlig at spille fodbold.
Denne uge starter sæsonen, og jeg glæder mig rigtig meget til endelig at komme i gang. Vi starter ude mod FC Girondins de Bordeaux, der ligger godt 6 timer sydpå i Frankrig. De endte som nummer 4 sidste år, og er derfor en modstander, som er gode at måle sig med her i starten af sæsonen.
Jeg har været i Frankrig i godt en måned nu og indtil videre har min nye tilværelse været lige så god som forventet. Jeg har fået tildelt en skøn lejlighed og bor i bygningen ved siden af min holdkammerat Stine (Larsen red.).
Mine fridage og friaftener er blevet brugt på at udforske Paris, og nogle smutture til Disneyland er det også blevet til. Det er altid skønt, når ens familie og venner har ferie, for så betyder det, at de har mulighed for at komme og udforske Paris med mig 😉
Nogle dage kan jeg godt savne ikke at bo i Danmark og tæt på familie og venner, men fodbolden og de oplevelser, der kommer af at bo her, giver så meget godt igen.
Jeg nyder virkelig at være professionel fodboldspiller og ikke skulle fokusere på andre ting end at være klar til hver træning og kamp. Det er en tilværelse, og et arbejde, jeg helt klart kan anbefale.
Hvis du/I ikke har planer kl. 14.30 på lørdag kan vores kamp ses på Canal plus multisport (Fransk kanal), og ellers er det jo sådan, at vi spiller landskamp mod Malta torsdag den 29. august kl. 18.00 på Viborg stadion. Billetter kan købes på www.billet.dbu.dk, og kan du ikke komme til Viborg, kan du se kampen på DR1.
Au revoir..
P.S. – du kan klikke på relevante tags herunder, hvis du vil læse mere om Rikke Sevecke, kvindefodbold etc.