Den danske landsholdsspiller Anne Hee Pedersen og Hørsholm 79ers har givet hinanden håndslag på et samarbejde indtil sommeren 2021. Det er et perfekt match, da Hee gennem et stykke tid har stået klubløs, mens Hørsholm mister et par spillere efter jul og står med en lidt for lille trup.
Hørsholms spillertrup bliver lidt mindre efter nytår, da både Rebecca Dam og Kristine Risager i løbet af januar drager til udlandet på dannelsesrejse, samtidig med Marie Louise Blyme er ude i et længere stykke tid med en hofteskade.
Da landsholdsspiller Anne Hee samtidig stod uden klub og med ønske om fortsat at spille landshold, var det oplagt for begge parter at lave en aftale.
-Jeg fik lov at træne i Hørsholm op til landsholdskampene, fortæller Hee, og det fungerede rigtigt godt. Nu passer det så med at der er nogen fra Hørsholm, som skal ud at rejse her i det nye år og jeg vil gerne også være klar til den næste landsholdssæson, så det kunne være en mulighed for os alle sammen.
Også fra klubbens side er man rigtigt godt tilfreds med samarbejdet:
-Vi er glade for at kunne lave en aftale over halvandet år, siger cheftræner Jesper Krone. Vi har de sidste tre år været gode til at skabe kontinuitet og bygge vores hold tidligt, så det her er både en reaktion på skader og rejser, og en start på næste sæson.
Hee ser sig selv passe godt ind på det nye hold:
-Det har været godt at være her sammen med pigerne. Jeg er typen af spiller, som egentligt gerne vil gøre det, der mangler. Der, hvor der er behov for mig og det, jeg kan, kan jeg byde ind. Om det så er rebounds, point eller at dække godt op, det må kampen og dagen vise. Jeg har jo trænet med og har været lidt over det hele, både på de store og små pladser og har løbet de samme systemer, som holdet har løbet siden i sommer.
Anne Hee er 181 cm høj og 27 år gammel. Hun spillede for Falcon i Dameligaen fra 2008 til 2010, inden hun drog mod USA og Louisiana State University, som flere gange med Hee på holdet kvalificerede sig til slutspillet, NCAA Tournament. Herefter gik turen til Sevenoaks Suns i England, hvor det blev til både engelsk mesterskab og pokalmesterskab (med Hee som mest værdifulde spiller), samt til Oviedo i Spanien.
Hee får debut i pokalkampen 6. januar 18:30 mod BMS Herlev i Hørsholmhallen.