– Jeg er rigtig glad for holdkampen i dag, siger landstræner Jesper Hovgaard i Badminton Danmarks pressemeddelelse efter at badmintonkvinderne for tredje gang vandt 5-0-sejr ved EM for damelandshold. Torsdag gik det ud over Estland, der også havde vundet sine to første landskampe ved EM.
Landstræneren fortsætter: -Det er fedt at mærke, at der er en god stemning på holdet. Både under og imellem kampene. Pigerne er gode til at vide, hvornår de skal være på, og hvornår de kan tage lidt sjov på hinanden. De tager det seriøst, når de skal være fokuseret, og det er jeg glad for at se, siger Jesper Hovgaard.
Mia Blichfeldt blev udfordret i 1. damesingle, hvor Kristin Kuuba slog godt fra sig og pressede Mia Blichfeldt, der dog vandt 21-19, 22-20.
Julie Dawall og Line Christophersen vandt sikkert deres kampe i 2. og 3. damesingle, og dermed var sejren i hus, inden doublerne Maiken Fruergaard/Sara Thygesen og Alexandra Bøje og Mette Poulsen lukkede og slukkede med sejre og sikrede en samlet 5-0 sejr over Estland for de danske kvinder.
Se detaljer fra torsdagens kampe og sejr over Estland her.
Danmark er topseedet til kvartfinalerne, hvor de fredag møder Tyrkiet. Her må danskerne påtage sig favoritrollen, som vi er sikre på, at de godt kan leve op til.