De danske badmintonkvinder spiller hold-EM i franske Liévin fra den 11. – 16. februar og kom fantastisk fra start med en sikker 5-0 sejr over Holland tirsdag.
– Jeg er lidt overrasket over, at det gik så smertefrit, siger landstræner Jesper Hovgaard om kampen i en pressemeddelelse fra Badminton Danmark.
– Først og fremmest er jeg lidt overrasket over, at det gik så smertefrit, som det gjorde. Især i første damedouble. Det er en stærk sejr af Sara (Thygesen, red.) og Maiken (Fruergaard, red.), som ikke har vundet over dem før. Jeg er også overrasket over, at det bliver så relativt nemt for Freja (Ravn, red.) og Amalie (Magelund, red.). De spiller godt og solidt, så det var flot, sagde Jesper Hovgaard og supplerer på sejren.
– Vi ser stærke ud i dag, og at vi kan vinde 5-0 var også mere, end jeg havde forventet. Jeg var ikke bekymret over de tre damesingler, hvor de alle håndterede det fint.
I den første damedoublekamp vandt de nykårede Danmarksmestre Sara Thygesen/Maiken Fruergaard med 21-17 21-15 over Selena Piek/Cheryl Seinen, som de aldrig tidligere har besejret.
– Vi har haft nogle gode kampe imod dem, men hvor vi altid har tabt til sidst eller fået smæk af dem. Så jeg synes, at det er dejligt, at vi endelig fik skovlen under dem. Specielt i en holdkamp, hvor vi kan bidrage med en pind til den samlede stilling, sagde Sara Thygesen efter kampen.
I den anden damedouble vandt senior-landsholdsdebutanterne, Freja Ravn/Amalie Magelund 21-12, 21-15 over Debora Jille/Alyssa Tirtosentono.
– Det var sindssygt fedt. Jeg synes, vi spillede godt derinde, og det gjorde det bare rigtig godt at få sådan en debut her, sagde Freja Ravn efter kampen, før Amalie Magelund tilføjede.
– Vi har godt kunne mærke nervøsiteten i løbet af dagen, men vi fik hurtigt rystet nerverne af os, fordi spillet kørte så godt, som det gjorde. Det hjalp helt vildt meget på nerverne.
Mia Blichfeldt startede landskampen med at møde Soraya De Visch Eijbergen, som hun har tabt til tre gange tidligere – senest i 2015. Men i dag var danskeren stærkest og og vandt 21-14, 21-19.
– Det var mega fedt. Det er dejligt endelig at få reduceret på den indbyrdes konto. I første sæt lavede jeg ikke så mange fejl, og jeg havde styr på mit tankemylder, men det er som om, at det kommer ind i hovedet på mig i andet sæt, og så bliver det lidt tju-bang-agtigt. Så jeg er glad for, at jeg fik lukket kampen i to sæt, selvom det var i sidste øjeblik, sagde Mia Blichfeldt efter sin kamp.
Julie Dawall Jakobsen vandt 21-10, 21-16 over Gayle Mahulette på kun 28 minutter, mens Line Christophersen sluttede af med at vinde 21-14, 22-20 over Nadia Choukri.
Danmark vandt således 5-0 og må gå ind til onsdagens opgør mod Irland med selvtilliden i orden. Stort tillykke herfra.
Det danske landshold i Frankrig
Line Kjærsfeldt blev desværre ikke klar, så det danske landshold består kun af ni spillere.
Singlespillere
Julie Dawall Jakobsen
Line Christophersen
Mia Blichfeldt
Doublespillere
Alexandra Bøje
Amalie Magelund
Freja Ravn
Maiken Fruergaard
Mette Poulsen
Sara Thygesen