Interviewet med U16-landsholdstræner Frank Johnsen er det tredje og sidste i rækken af interviews med de danske landstrænere på ungdomslandsholdene.
Først bragte vi et interview med U17-landsholdets træner Kristian Mørch og derefter et interview med U19-landsholdstræner Søren Randa-Boldt.
Frank Johnsen har stået i spidsen for U16-landsholdene siden 2017, og har sideløbende haft ansvaret for U15 talentcentrene i øst siden 2013.
Her ser Frank tilbage på det seneste år, hvor vores yngste landshold udover en del træningssamlinger har deltaget i
Development-turnering i Polen i foråret
Open Nordic turnering i Sverige i sommers og
to træningskampe mod Tyskland i Køge i november
I 2020 er der planlagt en træningsturnering i England i februar og en Open Nordic turnering i sommerferien, der spilles i Kolding.
Kvindesport: Du står i spidsen for Danmarks yngste landshold. Fortæl os lidt om jeres oplevelser i 2019.
Frank Johnsen: Development og Nordic, som vi spillede med årgang 2003, gav som altid spillerne god international erfaring og matchning, hvilket vi ser som meget vigtige parametre i spillernes udvikling.
Vi vandt turneringen i Polen efter en uafgjort og to sejre. Turneringen blev brugt til at træne de offensive faser i spillet samt at få arbejdet med vores værdier på banen og udenfor banen.
Derudover havde vi en del debutanter med, som derved fik mulighed for at indgå i vores spillestil. Turneringen var ikke med de stærkeste modstandere, men er stadig en vigtig brik i spillernes udvikling.
Nordic i Sverige er en afslutning for spillernes på U16 i DBU-regi. Vi begyndte turneringen med to store nederlag til Norge og Tyskland. Nederlag der gjorde ondt i selvforståelsen, men vi fik samlet fint op på disse kampe. De sidste to kampe gav en afgjort og en sejr, så vi resultatmæssigt fik sluttet året fint af.
Alt i alt et meget lærerigt forår med årgang 2003, der spillede 9 kampe mod forskellige nationer med forskellige spillestils-udtryk. Denne erfaring får spillerne gavn af i deres fremtidige karriere.
Årgang 2004 har indtil nu spillet to kampe, hvor vi som bekendt taber 6-1 og spiller 1-1 mod Tyskland.
Det er altid en hård begyndelse at møde Tyskland, da de oftest er blandt Europas bedste U16 nationer. Vores spillere får i disse kampe mulighed for at mærke på egen krop, hvilke kompetencer der skal til, for at kunne begå sig i landskampe.
Vores forventninger til både samlinger og kampe er, at spillerne altid skal gøre deres bedste for at optimere deres egen og holdets udvikling. Derudover skal de lære, hvad det vil sige at spille på et landshold, og hvilke krav vi stiller til dem.
Der er store krav og forventninger til dem, men vi synes, at de tager godt imod disse. De træner superfint, er meget nysgerrige på spillet, arbejder godt med de stillede opgaver, og så er de som gruppe gode til at inkludere alle, hvilket giver et helt fantastisk socialt liv i truppen.
Så alt i alt, er vi super glade for den kultur, vi har skabt omkring U16 landsholdet.
Kvindesport: Kan du sætte et par ord på samarbejdet på tværs af årgangene både hvad angår samlinger i Danmark og landskampe. Hvad er tankerne bag, og opnår I de ønskede mål?
Frank Johnsen: I forhold til samarbejde på tværs af årgangen begynder dette allerede fra vores U14 centre, som vi arbejder meget tæt sammen med i forhold til spillerudvikling.
Vores U14 trænere assisterer ofte på U15 centrene, og U14 centrene har ofte besøg af trænere fra diverse landshold.
Min assistent på U16-landsholdet, Claus Struck, og jeg, har hvert vores U15 talentcenter. Derved er vi hele tiden opdateret på spillerne i årgangen før U16-landsholdet, og i stand til nøje at vurdere, hvem der eventuelt skal udfordres på U16-landsholdet.
Vi havde to U15 spillere med mod Tyskland, og har haft yderligere to U15 spillere med til vores samlinger inden kampene mod Tyskland.
Vi kigger altid på individet, og vurderer, hvad der er bedst for hende. Hvis vi kan se en fordel i, at hun bliver rykket en årgang op, så gør vi det. Målet med dette er altid at udfordre spillerne, der hvor det passer bedst i forhold til deres niveau.
Vi har i landstrænergruppen et super fint samarbejde, hvad dette angår, og vi bruger altid tid på vores møder til at diskutere spillere i forhold til vores pipeline på landsholdene.
Kvindesport: Der er spændende oplevelser i kalenderen i 2020 med en tur til England og hjemmekampe i Kolding i Open Nordic. Hvad er forventningerne til disse kampe, og bliver der gjort noget særligt ud af, at Open Nordic skal spilles i Kolding?
Frank Johnsen: Vi tager til England i uge 8, og skal her møde Spanien, USA og England i en såkaldt Development turnering. Vi finder nok ikke bedre matchning, så vi glæder os til at prøve os af mod tre stærke modstandere.
Forventninger til disse kampe er, at spillerne kan overføre de trænede spillestils-temaer, samt at de får vist deres egne spidskompetencer.
Resultaterne er ikke det primære for os, men det giver altid en pejling på, hvor vi pt. står som hold. Derudover giver det spillerne mulighed for at matche sig med nogle af de bedste spillere i deres årgang.
Open Nordic i Kolding bliver meget specielt for os alle. Det er altid specielt at spille hjemme, og vi håber selvfølgelig på stor opbakning fra alle, der er interesserede i fodbold på ungdoms plan.
Vi skal spille tre kampe, igen på højt niveau. Jeg kender ikke de præcise planer for Nordic, men jeg føler mig ret sikker på, at der nok skal blive arrangeret nogle spændende tiltag i forbindelse med turneringen. Vi vil højst sandsynligt lave et seminar for de trænere, der har med spillerne at gøre i dagligdagen.
Kvindesport: Mange lande opruster stort på pige- og kvindesiden i disse år, og Kristan Mørch (U17) har tidligere været fremme med en advarsel om, at udlandet løber fra Danmark. Hvordan er jeres arbejdsbetingelser er på ungdomslandsholdene og er der områder, hvor der er plads til forbedringer?
Frank Johnsen: Som udgangspunkt klarer vi de opgaver, der er at klare, men det ville være super godt at få tilført flere ressourcer.
Der er mange opgaver i forbindelse med samlinger og landskampe, som vi kan optimere på. Det mentale aspekt, det fysiske aspekt, video analyse er områder jeg mener, vi sagtens kan optimere.
Derudover vil det at have en skolelærer med, når vi er afsted flere dage, være en styrkelse af spillernes mulighed for at få hjælp til deres skolearbejde. Omvendt kunne det også være en mulighed at optimere i spillernes dagligdag i klubberne. Her tænker jeg på endnu tættere samarbejde med hensyn til alle aspekter i spillerne udvikling.
Der er ingen tvivl om, at der bliver investeret kraftigt i pigefodbolden i mange lande rundt om i Europa. Og det går stærkt, meget stærkt. Så skal vi kunne følge med, skal vi optimere på alle mulige parametre.
Kvindesport: Talentchef Lene Terp sagde op for mere end 1 år siden, og i dag fungerer Lars Søndergaard som talentchef på pigesiden ved siden af jobbet som landstræner. Hvad er konsekvensen af, at der ikke er en 100% dedikeret talentchef tilknyttet på pigesiden?
Frank Johnsen: Konsekvensen er, at vi i landstrænergruppen har mange møder, hvor vores kampe, samlinger, klubber og spillere er på dagsordenen. Vi har et super fint samarbejde, og vi har selv stor indflydelse på vores holdninger og handlinger.
Når det så er sagt, vil det være optimalt at have en person, der kan arbejde i et helikopterperspektiv, både med hensyn til det sportslige og politiske.
Kvindesport: Kan du sætte et par ord på det daglige talent-arbejde, hvordan spejder I nye talenter, og hvordan er jeres samarbejde med klubberne?
Frank Johnsen: Dagligdagen for mig som u15 talentcenter-træner og U16-landsholdstræner er fyldt med forberedelse, kontakt og besøg i klubber, samlinger på U14, U15 og U16 niveau, møder og samtaler med landstrænergruppen. Derudover ser jeg mange kampe, både live og på nettet.
Alt dette er med til, at jeg har et super fint indblik i de talenter, der er i klubberne. Vi arbejder tæt sammen med klubtrænerne. Dette samarbejde kunne dog blive endnu bedre, hvis vi havde flere ressourcer i forhold til at komme på besøg i klubberne.
Jeg er ofte i telefonisk kontakt med trænerne, og i år har vi haft stort set alle U18 DM-trænerne med til en af vores U16-landsholdssamlinger. Vi inviterer som oftest to-tre trænere med, og har derved gode muligheder for at få diskuteret holdninger og handlinger.
Kvindesport: Hvordan er talentmassen pt? Er der håb for fremtiden for dansk kvindefodbold?
Frank Johnsen: Jeg ser mange dygtige spillere rundt om i Danmark. Der er spillere, der har super fine spidskompetencer, og som er i stand til at sætte disse i spil. Især er bundniveauet hævet, og der findes flere spillere med en fin teknisk base.
Landsholdspillere skal i dag have en god teknik, være i stand til at spille i højt tempo med høj intensitet, og så skal de være i besiddelse af en udtalt spidskompetence. Og den type spillere ser jeg flere og flere af.
Men men men. Skal Danmark følge med de andre nationer, kræver det at vi optimerer, på alle de parametre vi kan. Stilstand er lig med tilbagegang.
Følg U16-landsholdet i fodbold
Vi har skrevet mange artikler om U16-landsholdet, så hvis du har lyst til at dykke ned i de turneringer og kampe, der refereres til i ovenstående, så klik her, hvis du vil læse alle artikler om U16 landsholdet.
Er du også vild med kvindesport?
Hvis du vil læse flere artikler om pigefodbold, kvindefodbold og kvindesport generelt, er du velkommen til at støtte vores arbejde. Du kan starte med at læse historien om kvindesport.dk, så du kan lære os at kende.