Onsdag aften spillede U16 landsholdet det første af tre opgør i England på det mondæne anlæg St. Georges Park. Modstanderen var hjemmeholdet England, der viste sig en tand for stærk for de danske piger, der dog spillede flot i 2-0 nederlaget. Se highlights senere i artiklen.
Der var debut til fire spillere i dagens startopstilling mod England.
Mest bemærkelsesværdig var debuten til Vildbjergs Jóhanna Fossdalsa Sørensen, der først for 2 måneder siden blev 14 (fjorten) år, og fik 75 minutter i dagens kamp. Ganske imponerende!
Desuden var der debut til endnu en årgang 05, Karoline Olesen fra Varde. Mathilde Hagihara fra HIK og Mathilde Sofie Jensen fra Brøndby fik også debut.
I en jævnbyrdig 1. halvleg var det englænderne, der udnyttede chancerne bedst, og kunne gå til pausen foran 1-0 på det mål, de scorede efter 28 minutters spil.
Danskerne sad, ifølge DBU’s udsendte reporter, på det meste af spillet, men formåede ikke at komme frem til flere helt åbne chancer end den Asii Berthelsen fik efter flot forarbejde af anfører Mathilde Vistisen kort efter den engelske scoring.
Til 2. halvlegs start stillede danskerne med fire nye spillere i forhold til startformationen, hvilket ikke er overraskende i en udviklingsturnering, hvor resultatet er sekundært, og udvikling er det primære.
Halvlegen var lige så jævnbyrdig som 1. halvleg, med chancer i begge ender, og lidt uheldigt faldt der en ny engelsk scoring i 76. minut efter at danskerne havde skiftet tre friske spillere på banen i jagten på en udligning.
Målet til 2-0 blev det sidste i kampen.
De to danske trænere Frank Johnsen og Claus Struck fik set alle spillere i aktion, og kan nu bruge de næste 48 timer på at overveje, om, og hvor, der eventuelt skal foretages ændringer på holdet.
I turneringens anden kamp mellem USA og Spanien vandt Spanien 2-1 efter at have ført 2-0 helt frem til 90. minut. Det ligner en god udfordring for de danske piger på fredag, hvor de møder Spanien kl. 18.00.
Husk at U17-landsholdet spiller mod Schweiz torsdag. En kamp vi naturligvis også følger op på her på kvindesport.dk.
Highlights
Tæt på oplevelserne med Mille Bech på Instagram
Torsdag kan du komme med bag kulisserne på U16-landsholdet på vores Instagram profil for kvindefodbold, når Mille Bech fra Brøndby tager styringen på kontoen.
Klik her og følg med på Instagram.
Også på fredag er der en Instagram take-over fra U17-landsholdet, når Julie Topp tager dig med bag kulisserne i Spanien.
Hvis du er interesseret i at følge med i aktiviteterne på alle ungdomslandshold, så følg vores tag “ungdomslandshold-kvinder”
Startopstilling mod England
Indskiftninger i parentes.
Alberte Andersen, Team Odense Q
Mathilde Sofie Jensen, Brøndby IF (38. minut Laura Kjærsgård, Lyseng)
Olivia Thorndahl, B.93 (46. minut Anna Walter, FC Nordsjælland)
Pernille Madsen, Varde IF
Julie Nonbøl Poulsen, KoldingQ (75. minut Pernille Truong, Fortuna Hjørring)
Dikte Bang, Team Odense Q (46. minut Meryem Baskaya, Brøndby IF)
Karoline Olesen, Varde IF (75. minut Filippa Christensen, SIF Q)
Mathilde Carøe Vistisen, Team Viborg (Anfører)
Jóhanna Fossdalsa Sørensen, Vildbjerg SF (75. minut Emmi Lou McEwen, FC Nordsjælland)
Mathilde Hagihara, HIK (46. minut Mille Bech, Brøndby IF)
Asii Kleist Berthelsen, Fortuna Hjørring (80. minut Bjørk Meng Birgertoft, KoldingQ)
Ikke benyttet: Sara Poulsen Brunt, B93 (keeper).
Vi følger kvindefodbolden
Vi følger dansk og international kvindefodbold her på kvindesport.dk og på vores Instagram profil og Facebookside for kvindefodbold og Twitter profil
Vil du støtte kvindesport.dk, og gøre dit til, at vi bliver ved med at skrive nyheder fra kvindesportens verden, så se, hvad vi tilbyder virksomheder og foreninger lige her.