En ny æra for dansk kvindefodbold startede på mange måder med grundspillet i efteråret 2019.
DBU står bag en relancering af den bedste kvindelige fodboldrække med en række konkrete tiltag, der skal øge opmærksomheden på den hjemlige liga.
Der blev etableret et ligakontor i Brøndby med dedikerede medarbejdere, og til grundspillets start blev der lanceret en ny hjemmeside og fælles branding muligheder for klubberne.
Der blev også kort før ligastart fundet en velmenende sponsor i Gjensidige Forsikring, der er gået aktivt ind i kampen for at støtte dansk kvindefodbold bedst muligt.
Et af de mest synlige initiativer er SuperMatch konceptet, hvor hjemmeholdet lægger sig i selen for at skabe en ekstraordinær god kulisse om SuperMatchen med en række tilskuervenlige initiativer, der skal lokke flere fans på stadion.
Det er i høj grad lykkes at skabe fremgang på flere fronter, men lige her ser vi på tilskuertallene, der er steget med cirka 50% i forhold til sidste sæsons grundspil. Det er super godt gået af klubberne og ligaen, der har lagt mange kræfter i, at netop fan-parameteret skulle slå positivt ud.
Herunder sammenholder vi tilskuertallene fra grundspillet i 2018 med tallene fra 2019 og kan konstatere, at der er sket en positiv udvikling i tallene.
Nuvel, udgangspunktet er lavt i sammenligning med mændenes liga, og andre sportsgrene, men det er et skridt i den rigtige retning. Faktisk et stort skridt, der giver god grund til optimisme for klubberne, ligaen og for nuværende og potentielle sponsorer.
Tilskuertal for grundspillet i 2018 og 2019.
Kilde til nedenstående tilskuertal er Kvindeligaen.
Grundspil 2018
9.515 tilskuere så kampene i ligaens grundspil i 2018. Det er et gennemsnit på 170 fans.
FC Thy – Thisted Q trak sammenlagt flest tilskuere med i alt 1.713 tilskuere til holdets 7 hjemmekampe. Et gennemsnit på 245 i runde tal.
Grundspil 2019
14.119 tilskuere så kampene i ligaens grundspil i 2019. Det er et gennemsnit på 252.
Tallene viser altså en markant stigning forhold til 2018.
Faktisk var der 4.604 flere fans på lægterne i 2019, hvilket er en stigning på knap 50%.
Det var igen FC Thy – Thisted Q, der trak flest tilskuere på hjemmebane i grundspillet i 2019. 2.271 mødte op til holdets syv hjemmelampe i 2019, hvilket er et gennemsnit på 324.
Flot fremgang for stort set alle klubber
Den positive udvikling i tilskuertallet skyldes fremgang hos alle klubber med undtagelse af BSF, der ligger tæt på samme niveau som i 2018.
Den helt store højdespringer på udviklingen i tilskuertallene er VSK Aarhus, der har oplevet en fremgang på mere end 100%, mens også Brøndby, FC Thy – Thisted Q og KoldingQ kan notere fremgang på mere end 50%.
Fremgangen er ikke kommet af sig selv. Der bliver arbejdet hårdt i klubberne, og vi håber herfra fra kvindesport.dk, at den flotte udvikling vil fortsætte, når slutspillet starter i foråret.
Kan du lide at nørde tilskuertal, så har vi flere gange skrevet om udviklingen i tallene for den bedste kvindeliga. Nørd videre her.