Danmarks Idrætsforbund har sat navne på de fem personer, der skal udgøre en ny etisk komité på idrættens område. Komitéen, der starter sit virke 1. januar 2020 har tre kvinder blandt de fem medlemmer..
Forud for konstitueringen af den etiske komité ligger en beslutning truffet på Danmarks Idrætsforbunds repræsentantskabsmøde i maj måned om at etablere en etisk komité med tilhørende whistleblowerordning.
De fem medlemmer i DIFs etiske komité
Ole Borch (formand), advokat og ledelsesrådgiver
Juliane Elander, professionsbachelor i Sundhed og Ernæring samt vinder af fem OL-medaljer i roning
Jens Evald, professor ved Juridisk Institut, Aarhus Universitet
Else Guldager, HR-direktør i Sydbank
Lise Kaae, CEO, Heartland
Beslutningen om at etablere en etisk komité blev truffet efter anbefalinger fra en good governance-arbejdsgruppe, som DIF nedsatte for at give et bud på, hvordan DIF og specialforbundene kan fremme etisk forsvarlig adfærd og ansvarligt lederskab i bred forstand, skriver DIF i en pressemeddelelse.
-Med etableringen af etisk komité styrker vi idrættens integritet yderligere, og sammensætningen af komiteens medlemmer repræsenterer en virkelig stærk kombination af juridiske kompetencer, viden om good governance og etiske forhold samt indsigt i idrættens verden” fastslår Niels Nygaard, formand for Danmarks Idrætsforbund i pressemeddelelsen.
Formanden for etisk komité, advokat Ole Borch, er selv en erfaren herre fra idrættens verden. Han har bl.a. i omtrent 25 år været medlem af Danmarks Idrætsforbunds øverste appelinstans og har tidligere være medlem af DBU’s første etiske udvalg.
Sammen med komiteens øvrige medlemmer glæder han sig til at komme i gang med et nyt tillidshverv i idrættens verden.
”Alle vi fem, der blev bragt i forslag af DIFs bestyrelse, takkede omgående ja. Det er en på en gang meget udfordrende, inspirerende og ærefuld opgave at være valgte til at forholde sig til noget så fundamentalt som etikken i idrætten. Vi er spændte på, hvilke spørgsmål, der bringes for os – og hvilke spørgsmål vi selv bringer op” udtaler Ole Borch.
Om etisk komité
Den etiske komité har til opgave at vurdere spørgsmål om good governance og etik samt afgive udtalelser og henstillinger om sådanne spørgsmål, men træffer ikke bindende beslutninger
Komiteen skal bestå af en formand og fire andre medlemmer, der i videst muligt omfang skal repræsentere viden om good governance om etik og om idrættens organisatoriske forhold
Medlemmerne må ikke varetage andre hverv i Danmarks Idrætsforbund eller i medlemsforbundene.