De danske landstrænere, Anders Bossen og Tobias Alsøe, har sat navne på de 8 spillere, der skal repræsentere Danmark til EM i fodtennis i den ungarske by Szentes fra den 18.-22. november.
Du kan følge med i turneringen på vores Instagram profil @kvindesport, når turneringen går i gang, da vi har aftalt en take-over med kvindelandsholdet. Du kan også se en video nederst på siden, hvor du introduceres til fodtennis.
Det danske landshold udgøres af fire kvinder og fire mænd, der sammen skal kæmpe om medaljer i individuelle discipliner og i forskellige mixkampe.
Da flere erfarne profiler på forhånd havde meldt afbud, inkluderer truppen i år to nye, spændende navne, nemlig Anne Frederiksen og Ulrikke Lehmann Franck. De nye landsholdsdebutanter har trænet intenst for at nå et stærkt teknisk niveau, og sammen med resten af landsholdet er de klar til at give den gas på banen.
Om selve udtagelsen og ambitionerne udtaler assisterende landstræner, Tobias Alsøe, følgende:
-Til samlingen i lørdags klarlagde jeg for spillerne, hvilke kategorier de skal forvente at spille til EM. Det var en intens landsholdsamling, hvor der blev prøvet forskellige holdkombinationer af, og spillerne fik spillet en masse kampe.
-Jeg synes, spillerne har trænet godt, og alle har udviklet sig. Frem mod EM skal der investeres i en masse træningstimer, så vi kan yde mest som hold. Og så det er selvfølgelig vigtigt, at alle spillere holder sig skadefrie. Nu er det min første slutrunde som træner, så jeg kender derfor ikke meget til de andre lande. Men jeg regner med, at vi i alle kategorier kan klare os godt. Forhåbentlig kan vi også hive medaljer med hjem.”
Den danske trup
Anna A. Friberg
Anne Frederiksen
Camilla Friberg
Ulrikke Lehmann Franck
Christian Norring
Henrik A. Friberg
Morten A. Hyllested
Nikolaj Hansen
Hvad er fodtennis?
Her får du en kort introduktion til fodtennis. Du skal være rap på fødderne! Hvis det lige er en sport for dig, så læs videre hos Fodtennis Danmark her.