B.93’s ligakvinder har forstærket sig med en ny, markant spiller: Brianna Westrup fra USA, hvor hun har spillet for topklubben University of Virginia.
“Hun er den erfarne forstærkning af forsvaret, vi har haft brug for. Hun er fysisk stærk, læser spillet godt og er meget verbal. Da hun efter kun 4 træningspas med holdet spillede træningskamp, vandt hun alle dueller og kunne høres hele tiden,” lyder det begejstret fra sportschef Lars Møller.
Den 22-årige midterforsvarer har både amerikansk og britisk pas, fordi hendes mor er skotsk.
Brianna Westrup glæder sig til at lære Danmark at kende, hvor hun kun har været på besøg en enkelt gang før:
“Jeg er begejstret over at komme ud af min comfort zone med nye medspillere, ny træner og at være med til at hjælpe talenterne på vej.”
“Jeg glæder mig til at kunne bidrage med min erfaring og stærke kommunikation for at kunne opmuntre og styre holdet,” siger hun.
B.93 spiller første kamp i Kvalifikationsligaen søndag eftermiddag i Vildbjerg. En kamp som københavnerne skal vinde, hvis de vil indfri drømmen om at spille i Den Ny Kvindeliga fra efteråret.
Se flere markante transfers i dansk og international fodbold på vores transferliste.