Af Sofie Engberg Munch
Wendie Renard, Delphine Cascarino, Christiane Endler, Amandine Henry og Ada Hegerberg. Listen af stjernespækkede navne i Lyons spillertrup er stor. Og nu indeholder den også den danske angriber Signe Bruun.
Klubben, som har været alt dominerende på den europæiske fodboldscene i de sidste 15 år, skuffede sidste sæson med en 2. plads i ligaen. Det var første gang i 14 år, at Lyon ikke formåede at ende øverst på podiet.
I stedet var det PSG, som kunne lade sig kalde mestre. Et PSG hold, som på det tidspunkt havde netop Signe Bruun på holdkortet. Efter tre år i Paris var det lykkedes den 23-årige dansker at hjælpe sit hold til det mesterskab, de aldrig før havde prøvet at vinde.
Med 7 mål i 18 kampe sidste sæson, de fleste som indskifter, var Bruun med til at hjælpe det parisiske hold til sejr. Det var derfor tid til et nyt eventyr. Ud af den komfortzone hun havde skabt sig i Paris.
Vis dette opslag på Instagram
”I PSG var det ved at være et punktum på en eller anden måde. Vi vandt mesterskabet for første gang nogensinde. Jeg har været der i 3 år og min kontrakt udløb. Selvom 3 år ikke er lang tid, så er det det i fodbold-verdenen.”
Det gode match
Med et kontraktudløb til sommer, var Bruun fri til at forhandle med interesserede klubber efter nytåret. Lyon var hurtigt på banen. Klubben alle klubber vil slå. Klubben, som i mere end 15 år har sat standarden for kvindefodbold, ville have danskeren. I første omgang kom det lidt bag på Bruun selv, da de rakte ud til hende i vinters.
Der var mange ting, som skulle falde på plads, men med en klar plan om, hvordan den talentfulde angriber skulle bruges, og et håb om mere spilletid, var der ingen tvivl. Bruun skulle være en del af det stjernespækkede Lyon-hold.
”Den plan som de har lagt for mig og min udvikling, og den måde de ser mig som spiller, den måde jeg passer ind i klubben og deres spillesystem på, gav bare god mening. Det var et godt match.”
Angriberen er kendt for at være hårdtarbejdende og hamre mål ind på stribe. Hun er en spiller, som befinder sig bedst inde i feltet, hvor indlæg er en kærkommen gave, som skal omsættes til mål. Hun er spillertypen, der passer ind i Lyons angrebsstil, hvor indlæg ind i feltet er en vigtig del af det offensive spil.
𝟰𝟱 𝙢𝙞𝙣𝙪𝙩𝙚𝙨, 𝟯 𝙗𝙪𝙩𝙨… ⚡⚽⚽⚽
Avec un triplé en une mi-temps, @signebruun20 est élue Femme du match de ce #OLDFCO ! ⭐
𝐁𝐑𝐀𝐕𝐎 👏🔴🔵 https://t.co/orvTGy3hkY pic.twitter.com/FLGw3sMGXL
— OL Féminin (@OLfeminin) September 12, 2021
Hård konkurrence om de offensive pladser
Lyon er en klub, som vil vinde alt. Og de har i lang tid også været vant til at gøre det. Siden den franske storklub startede med at satse på kvindefodbolden i 2004 er det blevet til syv Champions League-titler, 14 franske mesterskaber og ni pokaltitler. I Lyon er det kun ”The Treble” der gælder. Dagligt snakker de i klubben om at vinde ligaen, pokalen og Champions League. De samler ikke på 2. pladser i Lyon.
Når ambitionerne for en fodboldklub er så høje, som de er i Lyon, så er der også hård konkurrence om startpladserne. Det er nogle af verdens bedste offensive profiler, Signe Bruun skal ligge og kæmpe om spilletid med.
”Lyon er en af verdens bedste fodboldklubber, og det er klart, at der er man ikke den eneste offensive spiller, og der er mange rigtige dygtige spiller om buddet. Og det var jeg også bevidst om, da jeg tog herned, og det er jeg selvfølgelig stadigvæk. Det er ikke en selvfølge, at jeg spiller hver weekend, for det skal jeg gøre mig fortjent til. Men jeg ved også, at hvis jeg får vist nogle af de ting, som jeg ved, at jeg kan, så skal jeg nok komme til at få masser af spilletid.”
Det er indtil videre blevet til kampminutter i Lyons første 3 kampe i ligaen, hvor Bruun i søndags også fik åbnet målkontoen med et hattrick mod Dijon. Se opslag fra Twitter ovenfor.
Skal spille Danmark til VM
Skiftet til Lyon er også et skifte, som Signe Bruun håber kan hjælpe hende på vej mod en fast startplads på landsholdet. Et dansk landshold som står over for et vigtigt år. Kvalifikationen til VM i Australien og New Zealand i 23 starter op i efteråret, mens der også ligger en EM-slutrunde i England i sommeren 22, som Danmark er kvalificeret til. Den daglige træning med verdens bedste fodboldspillere skal være med til at udvikle Bruun. En udvikling som hun også kan bruge på landsholdet.
Angriberen lægger ikke skjul på, at den personlige målsætning er at være Lars Søndergaards foretrukne spidsangriber. Signe debuterede tilbage i 2017 på landsholdet, hvor hun også fik scoret sit første landskampsmål. Sidenhen er det blevet til 13 kampe og 2 mål, hvor skader har været den helt store hæmsko for Signe Bruun, der i flere omgange har måtte se landskampe fra tribunen i stedet for selv at være en del af kampene.
Skaderne håber Bruun, at hun er kommet over. Hun vil være med til af spille de danske sølvvindere fra EM i 17 til deres første VM siden 2007, hvor chancerne for de 1. seedet danskere ser fine ud.
”Selvfølgelig håber vi på at kvalificere os til VM. Danmark er ved at have så godt et landshold, og vi ser også os selv som så godt et landshold, at vi skal være med til de slutrunder som der er”
Danmark starter kvalifikationen til VM op mod Malta i Viborg d. 16. september. En kamp som kan ses på DR1 fra 17:30
Signe Bruun:
Fulde navn: Signe Kallesøe Bruun
Født den 6. april 1998
Klubber: Fortuna Hjørring, PSG, Lyon.