Der er desværre ingen danske hold med i bowlen, når der trækkes lod til kvartfinalerne og semifinalerne i Champions League fredag den 8. november.
Helt som forventet røg Fortuna Hjørring ud til Lyon, mens Brøndby noget skuffende ikke kunne slå Glasgow City sammenlagt, selvom de virkelig gav den et skud i returopgøret torsdag aften, hvor kun en vanvittig dygtig keeper og dårlige straffespark satte en stopper for de danske mestre.
Fem danskere tilbage i Champions League
De danske klubber er færdige, men til gengæld kan vi glæde os over, at vi stadigvæk har fem danskere med i turneringen. Katrine Veje fik som den eneste dansker fuld spilletid i ugens kampe, da hun var med i Arsenals 8-0 sejr over Slavia Praha torsdag aften.
Simone Boye var ikke med i truppen for Bayern München, Pernille Harder spillede en halvleg (uden at score!,-), mens Nadia Nadim kun fik de sidste 10 minutter i PSG’s sejr over Breidablik. Signe Bruun var ikke med for PSG.
Resultater fra 1/8-delsfinalerne
Her er de samlede resultater fra alle opgør i 1/8-delsfinalerne. Den samlede vinder er markeret med fed.
FC Minsk mod Barcelona 1-8
Lyon mod Fortuna Hjørring 11-0
Bayern München mod BIIK-Kazygurt 7-0
Twente mod Wolfsburg 0-7
Atlético Madrid mod Manchester City 3-2
Paris Saint-Germain mod Breidablik 7-1
Glasgow City mod Brøndby 2-2 – Glasgow vandt 3-1 på straffespark
Arsenal mod Slavia Praha 13-2
Som det fremgår af resultaterne, er der et stor gab fra de bedste til de næstbedste i europæisk kvindefodbold, og derfor har flertallet af 1/8-delsfinalerne været drænet for spænding.
Nu er vi nede på 8 otte hold, og der er ingen tvivl om, at alle hold, på nær Glasgow City, har en reel mulighed for at spille sig i finalen. Derfor glæder vi os meget til at se, hvordan lodtrækningen falder ud næste fredag for de fem danskere, der stadigvæk er med i turneringen. Vi bringer naturligvis resultatet af lodtrækningen her på kvindesport.dk.
Vigtige datoer i Champions League
Kvart- og semifinale lodtrækning: 8. November 2019
Kvartfinaler spilles 24./25. marts og 1./2. april 2020
Semifinaler spilles : 25./26. april og 2./3. maj 2020
Finale på Viola Park i Wien den 24. maj 2020
Masser af highlights fra international kvindefodbold
Husk at du kan se highlights fra fodboldkampe på kvindesport.dk/highlights og følge med i, hvordan det går de danske spillere i udlandet.
Kan du ikke huske navnene på alle danske spillere i udlandet, kan du se vores oversigt her
Vi følger Champions League
Du kan læse alle vores artikler om Champions League via dette link