![Sara Holmgaard Fortuna Hjørring](https://kvindesport.dk/wp-content/uploads/2019/09/Sara-Holmgaard-Fortuna-Hjørring-254x300.png)
Foto: Sara Holmgaard på Instagram
Fortuna Hjørring vandt 0-1 ude over albanske Vllaznia i første opgør i 16-dels finalerne i Champions League på det mål, Caroline Møller scorede på straffespark efter 67 minutter, og nordjyderne fremstår på papiret som favoritter til at gå videre i turneringen.
Vi har talt med Fortuna Hjørrings Sara Holmgaard forud for returopgøret i Hjørring onsdag aften. Det er en kamp, der bedst opleves på Nord Energi Arena, men også kan ses her på kvindesport.dk/live, hvis du ikke kan komme til Hjørring. Der er kick-off onsdag kl. 18.00.
-Alle er klar og opsatte til returopgøret. Vi fik en god sejr over Odense Q i weekenden, så jeg føler, vi står godt klar til kampen, som forhåbentligt bliver et intens opgør, siger Sara Holmgaard til kvindesport.dk.
-Vi går selvfølgelig efter en sejr ved at turde spille vores eget spil. Men når det er sagt, skal vi også huske, at vi fik en 1 – 0 sejr i Albanien, som godt kan være nok til at gå videre, hvis vi lukker godt af defensivt.
På spørgsmålet om, hvad Vllaznia er gode til, fremhæver Sara at Vllaznia er farlige og hurtige i deres omstillinger, så Fortuna skal være 100% klar på det. Derudover er albanerne fysisk stærke og kommer formentlig med et stort pres, eftersom de skal jagte et par mål for at gå videre.
Sara Holmgaard: Vigtigt for klubben at vi går videre
-Vi har et godt udgangspunkt med en 1-0 sejr på udebane, men vi ved også, at det bliver en svær og hård kamp, hvor intet er afgjort på forhånd, men selvfølgelig tror vi på vores egen chance, hvis vi arbejder hårdt arbejde fra start.
-Det er vigtigt for hele klubben, at vi går videre i Champions League, og det vil også være et godt skridt for vores unge hold, da det vil give noget erfaring, som vi kan tage med videre, slutter Sara Holmgaard.
Fortuna Hjørring håber på stor opbakning til kampen og oplyser, at billetter ved indgangen koster 50 kroner for voksne, mens der er fri entré for alle under 18 år.
Brøndby spiller også returopgør i Champions League. Det er først torsdag aften, hvor Brøndby skal følge op på 0-1 sejren i Piteå i Sverige for to uger siden.
Vi følger Champions League
Du kan læse alle vores artikler om Champions League via dette link, der bringer dig til en oversigtside, hvor alle vores artikler er samlet.