Vi har talt med Fortuna Hjørrings Sara Holmgaard om hendes forventninger til finalen i Kvindepokalen mod Brøndby på lørdag.
Sara har en spændende afslutning på foråret med først en pokalfinale og så et spændende opgør med Kvindelandsholdet, der møder England i en træningskamp.
Kan I slå Brøndby, og hvordan skal I gøre det?
Selvfølgelig kan vi slå Brøndby. Vi hev en 2-1 sejr hjem i weekenden i 3F Ligaen, så vi har en stor tro på, at vi kan gøre det igen på lørdag.
Vi ved, at de har en god offensiv med gode spillere, og vi ved samtidig, at det bliver en hård kamp. Men hvis vi står sammen og holder vores taktik, så synes jeg mulighederne ser gode ud.
Kan en sejr i Kvindepokalen “redde” jeres sæson?
En sejr i pokalfinalen vil betyde meget for os. Det har været en lidt blandet sæson for os som hold, så selvfølgelig vil det være dejligt at slutte godt af med en sejr for både klub og holdet.
De sidste 10 år har Brøndby vundet pokalfinalen 8 gange. I har vundet 1 gang i samme periode. Hvor gerne vil I bryde Brøndby traditionen for at vinde pokalturneringen?
Vi vil gøre alt, det vi kan for at vinde den pokal og få den hjem til Hjørring igen. Det kunne være fedt at bryde Brøndbys tradition, hvilket jeg helt sikkert tror, vi godt kan.
Kampen skal spilles på Brøndby Stadion med forventet 5.000 fans på lægterne. Har det en betydning, at rammerne for kampen er bedre end normalt?
Ja helt klart. Det giver en kæmpe motivation, og en ekstra energi, som kan føres med ud på banen. Som spiller er det sådanne oplevelser, man går og kæmper for, så jeg håber, der kommer mange mennesker, så der kan blive skabt en fed kulisse.
Der er arrangeret buskørsel fra Hjørring, og Sara håber “at se så mange som muligt i de grønne farver, så vi kan skabe en fest sammen og hive pokalen hjem til Hjørring igen”
Læs også hvad Brøndbys Rikke Sevecke skriver op til finalen på sin blog her på kvindesport.dk
Se pokalfinalen på Brøndby Stadion og på DR
Læs alt om kampen på Brøndby Stadion og hvordan du får billetter til kampen i vores artikel.
Har du ikke mulighed for at komme til Brøndby og blive en del af oplevelsen, kan du se kampen hos DR.
DR har endnu ikke offentliggjort, hvilken kanal kampen sendes på, men kick-off er kl. 17.00 så hold øje med medierne.
Vi ønsker alle spillere og fans en rigtig god oplevelse i finalen.