Opdateret indlæg – gennemgang af toer-regnskabet
De to tabte point mod Kroatien fik heldigvis ikke konsekvenser i toer-regnskabet, der skal tages i brug, hvis Danmark ikke besejrer Sverige tirsdag aften. Kroatien ender nemlig sidst i vores pulje, og da point og mål mod dårligste hold i puljen ikke tæller med i toer-regnskabet rammer det ikke danskernes topplacering i toer-regnskabet.
Sagen er, at vi er 100% sikkert videre til VM, hvis vi kan slå Sverige, da vi så vil vinde vores pulje. Spiller vi uafgjort, går Sverige videre, og vi lander på 13 point i toer-regnskabet. Taber vi, forbliver vi på 12 point.
I de tilfælde, hvor vi sætter point til, skal lommeregneren frem, efter at de øvrige kampe er afviklet, for at se om vi bliver én af de fire toere, der skal spille om kun én plads ved VM.
Skotland møder på udebane Albanien, der ligger nummer 4 i puljen uden chance for at ende dårligere. Det vil sige, at de point som Skotland opnår, vil blive medregnet i toer-regnskabet.
Skotland kan faktisk gå hen og vinde puljen, hvis Schweiz opnår et dårligere resultat end Skotland i deres udekamp mod Polen.
Norge spiller hjemme mod Holland i en sand gyser, hvor Norge skal vinde for at vinde puljen. Det første opgør mellem de to endte 1-0 til Holland. Taberen er sikker på at blive nummer to i puljen.
Wales har spillet sin sidste kamp, men er sikker på at blive nummer to efter England, uanset sidste rundes resultater i den pulje.
Island spiller hjemme mod Tjekkiet, der faktisk kan hugge Islands andenplads i puljen med en sejr.
Belgien spiller hjemme mod de stærke italienere, der allerede har vundet puljen med syv sejre i syv kampe.
Østrig er storfavoritter i holdets sidste hjemmekamp mod Finland, men det er for sent for alpelandet, der allerede har sat for mange point til i kvalifikationsturneringen.
Alle kampe spilles tirsdag kl. 17.00. Det bliver uhyggelig spændende. Kilde til toer-regnskabet er Wikipedia.
Oprindeligt indlæg før kampen mod Kroatien
Med fodboldgastronomiske briller på, ligner torsdagens landskamp mod Kroatien en forret, der bare skal ned, inden den store hovedret, pyntet med VM billetter, venter på tirsdag mod Sverige. Her findes den direkte VM deltager fra gruppen.
De danske fodboldkvinder spiller godt for tiden, og med to 5-1 sejre i ryggen og en 4-0 sejr over Kroatien i første opgør, så bør der ikke være tvivl om, at vi får finalen mod svenskerne.
Den uventede VM chance skal udnyttes
Selvom danskerne har spillet godt i VM kvalifikationen, er vi også heldige med, at vi har chancen for at komme direkte til VM i Frankrig i juni næste år. Som følge af konflikten mellem spillerne og DBU i efteråret, og deraf følgende skrivebordnederlag på 3-0 til Sverige, står vi med muligheden for selv at afgøre vores skæbne, da Sverige meget overraskende tabte til Ukraine i sidste spillerunde.
Da vi forventer, at Sverige får revanche mod Ukraine torsdag, og vi selv slår Kroatien, er situationen den, at Danmark SKAL vinde over Sverige for at kvalificere sig til VM. Spiller vi uafgjort og lander på samme antal point som Sverige, går vores naboer videre, da de er bedste indbyrdes.
Der har længe været udsolgt til kampen mod Sverige. Viborg Stadion bliver en heksekeddel for svenskerne, og vi forudser, at danskerne kommer til at dominere store dele af kampen. Vi skal bevare tålmodigheden, tro på at de afgørende chancer opstår, og så slå til. Vi har gjort det før mod svenskerne, da vi kvalificerede os til EM – og vi kan gøre det igen!
Du kan se kampene direkte på DR1. Torsdag er der kick-off kl. 19.00. Mod Sverige tirsdag er det allerede kl. 17.00
Du kan se en kampoversigt i Danmarks pulje her.
Se Landstræner Lars Søndergaards udvalgte til opgørene mod Kroatien og Sverige
Nummer 2 – hva’ så?
Gruppevinderen kvalificerer sig direkte til VM, mens de fire bedste toere splittes i to kampe, hvor vinderne af kampene mødes i en Play-off finale. Vinderen af Play-off finalen kvalificerer sig til VM.
Toer-regnskabet er baseret på holdenes kampe mod nummer 1, 3 og 4 i de respektive puljer, så resultatet kender vi først præcist, når alle kampe i alle puljer er spillet tirsdag aften.
Vi er tæt på fodboldstjernerne
Vi følger de to afgørende landskampe tæt. Vi har en reporter på stadion, der indfanger stemningen, og bringer interviews med spillerne, hvis alt går som forventet.
På kampdagene henviser vi til vores Facebooksider for Kvindefodbold og Kvindesport, hvor der vil komme interessante reportager direkte fra Viborg.
Herunder kan du se vores interview med Nadia Nadim efter 1-0 sejren over Ukraine i april.