Vi har modtaget en særdeles interessant pressemeddelelse fra DBU, hvor det fremgår at danske fodboldelskere kan se frem til at opleve fodbold fra Gjensidige Kvindeliga på TV.
Pressemeddelelse fra DBU, den 11. februar 2020.
Historisk aftale sender Gjensidige Kvindeliga på TV
Når forårssæsonen bliver sparket i gang i Gjensidige Kvindeliga, bliver ugens SuperMatch tv-transmitteret på den nye sportskanal SPORT LIVE.
Aftalen betyder, at en udvalgt kamp fra Gjensidige Kvindeliga, hver uge vil blive vist live på kanalen, det vil blive om lørdagen i hele mesterskabsspillet.
”Det er et stort skridt for dansk kvindefodbold, og vi er enormt stolte af denne aftale. Det betyder, at mange flere danskere nu får mulighed for at se kvindefodbold fra den øverste hylde i Danmark, og det er vi selvfølgelig enormt glade for. Vi glæder os til at se den udvikling og det løft, det giver dansk kvindefodbold,” siger Nicolai Kaas, chef for Kvindeligaen.
Også i SPORT LIVE er der stor begejstring for tv-aftalen:
”Kvindefodbolden er klart på vej frem – også i Danmark hvor der på det seneste er blevet lagt et stort arbejde i at udvikle især Gjensidige Kvindeliga og gøre den mere attraktiv,” siger Flemming Kjellerup, direktør for SPORT LIVE.
”Vi glæder os til at sende fra ligaen på SPORT LIVE. Vi sender en række kampe direkte, og vi laver også et ugentligt magasin-program. Vi tror på, at vi i samarbejde kan tage ligaen og dansk kvindefodbold til næste niveau rent tv-mæssigt,” siger han videre.
SPORT LIVE har indgået distributionsaftaler med YouSee, Canal Digital, Stofa og Waoo. Kanalen kan vælges enten som tilvalgskanal eller i en bland-selv eller vælg-selv pakke. Antenneforeninger kan også købe SPORT LIVE enten direkte eller igennem en af de distributører, SPORT LIVE samarbejder med.
TV-kanalen satser på de små sportsgrene og har foreløbig indgået aftaler om at vise blandt andet dansk Cykelsport, 2. Divisions-fodbold, Motorsport, Boksning, Amerikansk Fodbold og nu altså også kvindefodbold fra den øverste hylde i Danmark.
SPORT LIVE er en del af F3 Mediagroup A/S. Flemming Kjellerup er direktør, og Claus Bretton-Meyer er formand for selskabets bestyrelse.
Gjensidige Kvindeliga tager hul på forårssæsonen og kampen om medaljerne lørdag den 28. marts, og her vil du for første gang kunne følge en udvalgt kamp fra runden live på SPORT LIVE. De resterende kampe, vil som hidtil kunne ses live på Kvindeliga.dk, hvor du også altid kan følge de seneste nyheder fra Gjensidige Kvindeliga.
TV-kampe de tre første runder
Lørdag den 28. marts klokken 12.00: KoldingQ – Fortuna Hjørring
Lørdag den 4. april klokken 12.00: Fortuna Hjørring – VSK Aarhus
Lørdag den 18. april klokken 12.00: FC Thy–Thisted – KoldingQ.
Her slutter pressemeddelelsen fra DBU.
Ligachef Nicolai Kaas, som vi tidligere har interviewet, afslører på LinkedIN, at der også ugentlig vil blive sendt en 30 minutters udsendelse om nyt fra ligaen på SPORT LIVE.
Alle kampe vil fortsat blive streamet via Mycujoo – og du kan som altid se kampene på kvindesport.dk/live
Er du også vild med kvindesport?
Hvis du vil læse flere artikler om pigefodbold, kvindefodbold og kvindesport generelt, er du velkommen til at støtte vores projekt. Du kan læse om vores mission og hensigter, der tager udgangspunkt i FN’s verdensmål lige her. På forhånd tak.