Vi følger VM i kvindefodbold i Frankrig på kvindesport.dk og facebook.com/kvindefodbold fra den 7. juni – 7. juli.
Som optakt til VM slutrunden har en række danske fodboldstjerner svaret på forskellige spørgsmål, der måske kan få dine øjne op for, hvilke profiler og lande, det er værd at holde ekstra øje med.
Herunder kan du se svarene fra Sofie Junge fra Juventus i Italien og Kvindelandsholdet.
Hvem holder du med til VM?
Italien – fordi jeg har mange holdkammerater på holdet, og det vil være godt for den italienske liga, hvis Italien når langt.
Ellers holder jeg med det hold, som jeg synes spiller bedst under turneringen og dermed har fortjent et godt VM.
Men jeg håber også altid på, at de afrikanske hold når langt, fordi jeg ved, hvor meget glæde det skaber i de lande.
Hvem er din yndlingsspiller til VM?
Jeg har altid godt kunnet lide Dzsenifer Marozsán fra Tyskland. Hun er en meget komplet midtbanespiller, der sjældent smider bolden væk, samtidig med at hun bidrager til det offensive spil og har et rigtig godt spark med begge ben.
Er der nogle spændende spillere, vi skal holde øje med?
Angriberen Thembi Kgatlana fra Sydafrika blev kåret til Afrikas bedste spiller i 2018. Jeg så hende selv til African Cup of Nations 2018, og hun er virkelig en dygtig og hårdtarbejdende angriber.
Hvem er favoritter til at vinde VM? (Top-3)
Frankrig, Tyskland, England
Hvem tror du bliver VM topscorer?
Asisat Oshoala fra Nigeria
Skal du se kampene på TV eller live i Frankrig?
Jeg skal se det i TV eller på nettet
Danmark er jo desværre ikke med til VM – hvad skal du bruge din sommer på?
Under slutrunden er jeg det meste af tiden i Zambia. Det var et bevidst valg ikke at tage til Frankrig, da det simpelthen er for hårdt at følge med så tæt på, når man ikke er med.
Ellers skal jeg træne for at blive klar til vores EM-kval kampe i efteråret, for vi skal bare ikke misse en slutrunde igen.
Vi siger tak til Sofie og ønsker god fornøjelse med VM og ikke mindst turen til Zambia, hvor Sofie skal lave frivilligt arbejde i en fodbold/humanitær organisation, hvor hun også har mulighed for at træne med bold og styrketræne.
Du finder vores optakt til VM i kvindefodbold lige her, og vil du se alle vores artikler omkring VM slutrunden i Frankrig, så klik dig ind her.