De fleste badmintonspillere drømmer om at spille på landsholdet og blive udtaget til de store turneringer som VM og EM. Mette Poulsen er ikke en undtagelse. Efter hun kort forinden DM sidste år blev smidt af landsholdstruppen, har hun måtte kæmpe sin egen kamp – både på og uden for banen. En kamp, der ikke altid har været lige nem, men som kun har gjort hende mentalt stærkere.
Af Nanna Østergaard, nanna@kvindesport.dk
Efter ni gode år forlod Mette Poulsen sidste år Team Skælskør-Slagelse. Valget om at skifte var ikke nemt, fordi hun både var glad for klubben og sammenholdet i den, men da Team Danmark valgte hende fra i landsholdstruppen, manglede de rigtige træningsmuligheder. Skiftet var derfor unægtelig svært at komme udenom, hvis hun ville fortsætte med at spille badminton på højt plan. Heldigvis har den 24-årige badmintonspiller på ingen måder fortrudt sit valg.
Foto: Tina Rosing
»Jeg ved ikke, hvad jeg havde gjort, hvis jeg ikke havde været i Skovshoved nu. PK (træneren, red.) har fandme stået der for mig,« forklarer hun, og fortsætter:
»Jeg er meget taknemmelig for det, som Skovshoved har gjort for mig.«
Mette kigger med et stift blik ud af vinduet. Hendes øjne er blanke. Hun er tydeligt berørt af hele situationen. For mindre end en halv time siden genvandt hun DM-titlen i damesingle, men alligevel er hun ikke en del af den danske landsholdstrup. Det sidste år har hun måtte stå på egne ben og klare tingene selv, hvis hun virkelig brændte for sin sport – lige fra træning til behandling og turneringer.
»Det sidste år har fyldt så meget. Det har givet et eller andet at stå udenfor. Jeg vælger at kalde det nosser,« siger hun med et skævt smil.
Stædigheden er ikke fremmed
Mette Poulsen er opvokset i en sportsfamilie, hvor begge forældre spillede håndbold. Ingen i familien havde stiftet bekendtskab med badminton, før hendes søster startede til sporten, og det blev startskuddet til, at Mette som 6-årig trådte sine første skridt i badmintonhallen i Næstved.
Foto: Tina Rosing
Hun sidder med armene krydset. De hviler på bordet, og hun virker glad og taknemmelig, da vi taler om hendes opvækst.
»Min familie har gjort alt for mig og min søster. Det der med at køre land og rige rundt, det undervurderer man lidt, men det er noget, jeg de sidste par år har prøvet at tage til mig og give lidt igen af,« fortæller hun.
Specielt familiens støtte har betydet meget for Mette det sidste år, hvor tingene har været svære. Men hun har altid været enormt stædig, og hun er slet ikke i tvivl om, at det har været med til at gøre hende til den, hun er i dag.
»Som barn var jeg mega hysterisk. Og stædig. Det kendetegner mig. Stædig er noget, der har holdt ved, men jeg er ikke så hysterisk mere,« siger hun med et glimt i øjet, og tilføjer:
»Stædigheden er arvelig fra min familie. Det er i alt fra Ludo til kortspil. Det er all in for at vinde.«
Livet uden for elitecentret
Udenfor badmintonbanen ses Mette privat med flere af pigerne, som er en del af træningen i elitecentret i Brøndby. Hun smiler. Jeg kan mærke på hende, at hun oprigtigt er glad for det liv, hun har nu. Inde i centret var det en balancegang mellem at være veninder og hinandens største konkurrenter. Det var svært. Specielt når man konstant skulle være opmærksom på, hvilken prioritet man var i forhold til de andre.
»Det har jeg det rigtig fint med ikke at være en del af,« siger hun og griner lidt.
For Mette er det vigtigt at huske at nyde tilværelsen, også selvom det kræver hårdt arbejde at være professionel sportsudøver. Hun kigger med et skævt smil ud af vinduet, inden hun igen vender blikket mod mig.
»Det lyder som en total kliché, men det hjælper ikke at træne konstant, hvis jeg ikke føler, at jeg har kroppen og hovedet med. Så er træningen spild af tid for mig. Det er enormt vigtigt, at jeg er glad i det, jeg laver, og at jeg har mig selv med,« fortæller hun, og fortsætter:
»Hvis jeg vil have et glas vin en fredag aften efter en hård træningsuge, så gør jeg det.«
Foto: Tina Rosing
Selvom hverdagen uden for centret er mindre stringent, og forholdet til de andre piger er blevet nemmere efter hendes udelukkelse, så er der noget socialt i at være en del af landsholdet. Og det gør ondt at stå udenfor. Igen bliver stemningen mere seriøs, og jeg bemærker, at hendes øjne bliver blanke.
»Jeg tror, at det har været rigtig godt for mig at få det her wake-up call. Selvfølgelig vil jeg rigtig gerne være med derinde (i landsholdstruppen, red.). Der er en masse udtagelser, jeg føler, at jeg har gjort mig fortjent til,« siger hun.
Stemmen giver et knæk. Mette nævner VM-udtalelsen sidste sommer, hvor hun lå øverst til at repræsentere Danmark i damesingle, men hvor Team Danmark valgte at se bort fra hende. Alligevel prøver hun at bevare det gode humør og have positive tanker, selvom det sidste år har været mentalt hårdt.
»Jeg er blevet så meget stærkere,« siger hun.
Drømmen lever videre
For Mette er den amerikanske badmintonspiller Beiwen Zhang en stor inspirationskilde, fordi hun er et bevis på, at det ikke er umuligt at nå langt på hårdt arbejde og vilje. Zhang rejser alene rundt i verden og står for alting selv, og ligesom Mette har hun ikke et solidt grundlag. Alligevel har hun kæmpet sig op som nummer 10 på verdensranglisten og for nyligt vundet en Superseries titel.
»Det snakkede jeg også med PK om (træner i Skovshoved, red.), og det giver en tro på, at det kan lade sig gøre. Det behøver ikke at være et step back, bare fordi jeg ikke er en del af en satsning,« siger hun.
Økonomisk er det dog svært at få tingene til at gå op i en højere enhed, når man skal stå for tingene selv. Som en del af Team Danmark modtager man økonomisk støtte og behandling, og samtidig er der en masse struktur i forhold til træningsplanlægningen. I den sammenhæng betyder en DM-titel meget, da det med al sandsynlig vil sætte et positivt aftryk.
»Jeg håber selvfølgelig, at sådan en DM-titel kan sætte et præg på, at nogen synes, det kunne være interessant at få deres tryk på min front,« fremhæver hun.
Mette har valgt ikke at kigge sig tilbage. Det får hun ikke noget ud af. Hendes kropssprog er roligt, og det virker til, at hun har det godt med at køre sit eget løb. Det handler nu om at arbejde hårdt for tingene, og så skal der nok komme noget tilbage igen en dag.
Foto: Tina Rosing
»De sidste to måneder har været rigtig gode, så det er jo bare den vej, det skal gå nu,« siger hun.
Hun smiler. Den anden DM-titel fylder meget lige nu – måske mest på grund af historien bag. Det er tydeligt at mærke, at hun er stolt. Om hun skal have en plads på det danske EM-hold senere på året, har hun ikke selv indflydelse på, men hun kan om ikke andet fortsætte det benhårde arbejde for at bevise, at hun har gjort sig fortjent til at forsvare sin EM-medalje.
