Jeg havde sådan håbet, at jeg i dag skulle skrive om indgåelsen af en historisk aftale i spansk kvindefodbold. Men den må lade vente lidt på sig. Desværre er det i stedet en realitet, at alle kvindelige spillere inklusiv jeg selv påbegynder strejke i denne weekends runde af Primera Iberdrola.
Strejken sker som et resultat af dødvande i godt 14 måneders forhandlinger imellem spillerforeningen AFE og klubbernes organisation ACFF om at indgå en fælles overenskomst for alle spillere i den øverste kvindelige liga.
Med 93% stemmer for gav spillerne deres fagforening mandat til at varsle strejke. Foto: AFE.
Strejken er sidste udvej
Den 22. oktober fløj spillerforeningen alle spillere til møde i Madrid, og jeg var selv med. Der blev informeret, diskuteret og til slut stemt. Her gav vi AFE mandat til at varsle strejke i forsøget på at løse konflikten.
Trods flere møder efterfølgende med en tredjepart, som har forsøgt at mægle imellem parterne, så brød forhandlingerne altså igen sammen denne uge, og strejken i weekenden er derfor en realitet.
Arbejdstid og løn øverst på dagsordenen
Aftalen indeholder forskellige basale rettigheder så som forsikring, barsel, ferie og karrierevejledning, men det helt store emne, som skaber splid, er arbejdstid og mindsteløn.
Helt kort fortalt, så ønsker vi spillere en mindsteløn på 16.000 Euro om året for fuld tid som professionel fodboldspiller, men i praksis skal det minimum være i en 75% stilling. Det betyder en årsløn på minimum 12.000 Euro med en 30 timers arbejdsuge.
Hvor der er vilje…
EdF Logroño var repræsenteret ved mødet på Hotel Eurostars Madrid Tower. Foto: AFE.
Ifølge klubberne selv, så drejer det sig om cirka 1,6 millioner Euro som de samlet set mangler for at kunne acceptere aftalen. I danske ører lyder det som mange penge, men husk på, at det skal sættes i forhold til klubbernes budgetter, som er meget højere end tilsvarende klubber hjemme i Danmark. Og de har indtægter i form af tilskud fra forbundet, TV penge, sponsorater osv.
Klubberne afviser aftalen, fordi de mener, at de ikke har pengene. Det kan man jo sige, at der er noget økonomisk ansvarlighed i. Og det virker egentlig som om, at klubberne faktisk er enige i, at det er vigtigt at lave en aftale.
Men hvorfor vil de så ikke investere? For går du ned over listen af de 16 hold i ligaen, kan du se, at langt størstedelen er en del af en stor herreklub i La Liga, og de har jo milliard budgetter og dermed også råd til det her – hvis de virkelig vil!
Mit indtryk er også, at det spanske fodboldforbund RFFE har gode midler, og at sponsorer viser interesse for kvindefodbolden hernede. Så mon ikke pengene kan findes et sted?
Jeg har et ansvar som professionel
Med knap fire måneders tilstedeværelse i Spanien spørger nogle måske sig selv, hvorfor jeg er gået ind i det her. Det er enkelt; jeg er ny i Spanien, men ikke ny i kvindefodbold.
Især i mine fem år som professionel har jeg set og mærket, hvordan kvindefodbold har udviklet sig, både som en del af Kvindelandsholdet og i de forskellige klubber jeg har spillet for i Europa. Og jeg oplever at Spanien er et sted, hvor det giver mening at stille de her krav, både når man eksempelvis ser på det spanske landsholds succes og på ligaens popularitet. Lad os da udnytte det momentum og honorere spillerne under opturen.
For mig, så handler det her om meget andet end bare mig selv. Jeg har en god kontrakt, så jeg kunne i teorien være ligeglad, men jeg vil gerne være solidarisk og hjælpe mine medspillere til at bedre deres forhold også, for jeg mener ikke, at der bør være forskel på, om man er lokal eller udenlandsk spiller.
Og det handler faktisk også om andet end bare kvindefodbold i Spanien. Kvindefodbold generelt set er inde i en positiv udvikling, og i mine øjne er det vigtigt at gøre nogle tiltag for at forbedre de forudsætninger og muligheder, som kvindelige fodboldspillere har både nu og i fremtiden.
Jeg er så heldig at have mulighed for at være med til at forsøge at præge slagets gang. Og jeg føler egentlig, at jeg som professionel kvindelig fodboldspiller har et ansvar for, at gøre alt hvad jeg kan, for at sikre bedre vilkår for fremtidens spillere. Hvis det betyder, at vi må strejke, for at der findes en løsning, så er det det, vi gør.
Står sammen i uvishedens tid
Det bliver nogle dage med usikkerhed, som vi har i vente, for ingen ved, hvad strejken vil føre med sig. Bliver hold fratrukket point Annulleres runden? Hvad med næste runde? Suspenderes ligaen til en løsning er fundet? Og hvad bliver løsningen?
Ingen ved det, men vi spillere ved, at vi står sammen om dette – på tværs af alder og nationalitet – for at skabe en bedre fremtid for kvindelige fodboldspillere i Spanien.
Du kan læse alle Lines blogindlæg her
Fællesbillede fra Spillerforeningens møde i Madrid den 22. oktober. Foto: AFE
