Girlpower portræt med windsurfer Lærke Buhl-Hansen
Den 27-årige østjyde Lærke Buhl-Hansen har sikret Danmark en plads ved OL i Tokyo senere i år, og drømmer naturligvis om, at det også er hende, der skal repræsentere Danmark som surfnation ved legene i Japan.
God fornøjelse med portrættet!
Sporten
Hvor meget træner du?
Jeg træner typisk to gange om dagen, af lidt forskellig varighed. Og så har jeg 1½ fridag om ugen.
En typisk dag har enten intervaltræning eller styrketræning om formiddagen og windsurf om eftermiddagen.
Har du talentet fra din mor eller far?
Mine forældre har aldrig dyrket elitesport. De har dog altid sejlet, og jeg har brugt rigtig mange weekender, og sommerferier som barn, på at sejle rundt i Danmark, så interessen for vand og sejlads kommer nok derfra alligevel.
Hvor gammel var du, da du begyndte at surfe?
Jeg begyndte at sejle optimistjolle som 10 årig, men skiftede til windsurf, da jeg var 17 år.
Dyrkede du andre sportsgrene i ungdomsårene?
Som barn gik jeg til alt muligt, og havde det sjovt med det, men i ungdomsårene har jeg kun dyrket sejlsport
Din karriere indtil nu:
Jeg startede i en lille klub i Norsminde, men efter et par år flyttede jeg til Aarhus Sejlklub, hvor jeg har sejlet fra siden.
Har du repræsenteret Danmark på landsholdet?
Jeg har repræsenteret Danmark ved både EM, VM og OL.
Største oplevelser med sporten?
Min største oplevelse var at sejle VM på hjemmebane i Aarhus i 2018. Det var helt vildt fedt at mærke opbakningen fra venner og familie så tæt på, og få lov til at vise dem “min verden”.
At jeg blev nummer 14 til VM i Aarhus, og tog en OL plads til Danmark, var lige prikken over i’et.
OL 2016 i Rio var også en hel speciel oplevelse.
Hvad er dit bedste resultat?
Det er 14. pladsen ved VM 2018 på hjemmebane i Aarhus, hvor jeg med min placering sikrede Danmark en plads ved OL 2020 i første forsøg.
Her kan du høre vores interview med Lærke under VM i Aarhus i 2018.
Hvad er din største drøm?
Min største drøm er at vinde en OL medalje og deltage i The Ocean Race, som er en kapsejlads i etaper rundt om jorden i nogle vildt hurtige både.
Hvilke gode råd vil du give en ung pige, der drømmer om en karriere i sport?
Husk at være dig selv og have det sjovt, mens du kæmper hårdt for at nå dine mål.
Har du ritualer inden et race?
Jeg har ingen ritualer, men hver dag, inden vi skal sejle, rigger jeg mit grej til, og har en rutine, hvor jeg tjekker, at det hele er i orden og indstiller det til dagens vindforhold.
Kan du leve af din sport?
Nej, windsurf er ikke noget man bliver rig af 🙂
Arbejder eller studerer du ved siden af din sport?
Jeg studerer til lærer med matematik, fysik og idræt som mine fag, og arbejder på Hou Maritime Idrætsefterskole, hvor jeg primært underviser i sejlads og windsurf.
Det er altid et puslespil at få det til at hænge sammen, men jeg syntes også, det er rigtig fedt at have noget ved siden af sporten.
Fritiden
Hvad er din favorit musik?
Jeg hører alt muligt blandet, men Mads Langer går man aldrig galt med. Til træning skal det helst være noget Imagine Dragons, Nickelback, Linkin Park eller lignende.
Hvad hvad hedder dine favoritbog?
Min favorit bøger er nok stadig Harry Potter. Det er bare et fantastisk univers at blive revet med ind i.
Hvad hedder dine favorit film / serier?
Big Bang Theory, Modern Family, Suits og danske krimiserier som Broen, Forbrydelsen med flere er også et hit.
Jeg har også en forkærlighed for dokumentarudsendelser om folk, der gør nogle vilde eller udfordrende ting.
Har du en hobby?
Min nyeste hobby er at strikke. Jeg startede med at strikke en sweater, fordi jeg skulle finde på noget andet end tv-serier til at slappe af mellem træninger.
Jeg er også vild med at kite-surfe, ligge puslespil og cykle.
Generelt nye sjove udfordringer (Jeg er fx ved at lære at surfe (på bølger uden et sejl), men det går ikke så godt 🙂
Hvad er dine livretter?
Alt med Pasta. Nok specielt en god simpel pasta med kødsovs eller en omgang carbonara. Hvis det skal være rigtig godt, skal der lige en tomat/mozzarella salat til.
Når jeg slapper af så….
ser jeg en god serie, mens jeg strikker eller ligger puslespil.
Dit bedste feriested?
På en båd. Det er den fedeste måde at rejse på, og så er det ikke så vigtigt, om det er i det Sydfynske Øhav, en svensk skærgård eller Stillehavet.
Jeg vil gerne sende en stor tak til……
Mine forældre. For altid at være der, når jeg har spurgt om hjælp, men ladet mig selv være drivkraften i min sport.
Vidste du…?
At Lærke som yngre blev kaldt Pip, da en fugl (Lærke) jo siger pip. Lærke bliver ikke længere kaldt Pip, men siden Lærke fik sin første optimist-jolle (for rigtig mange år siden) har alle hendes joller og surfbrædder heddet Pip.
At Lærke har udgivet en rejsebog med titlen KAP VERDE RETUR – en sejlerpiges eventyr, sammen med sin søster Stine. Læs mere om, og køb, rejsebogen hos på Forlaget mellemgaard.
Mød Lærke Buhl-Hansen på sociale medier
Tak Lærke
Vi siger tak til Lærke for at dele sin historie med vores læsere, og vi ønsker Lærke held og lykke i fremtiden!
Lærke har svaret på vores spørgsmål i februar 2020.
Støt op om kvindesporten og de seje kvinder
Vi søger virksomheder, der vil støtte kvindesport.dk, så vi kan fortsætte med at bringe nyheder, portrætter og artikler fra kvindesportens verden.
Kontakt os, hvis du vil vide mere om dine muligheder for at støtte den gode sag og bakke op om kvindesporten i Danmark. Du kan læse mere om vores ambitioner og mission under sektionen “Om kvindesport.dk”
Hvem er du fan af?
Kunne du tænke dig at komme lidt tættere på dit idol? Send dit forslag til redaktionen, og vi vil gøre vores bedste for at opfylde dit ønske. Eneste krav er, at dit idol er en kvinde,-)