Læs kampfakta og korte referater fra de enkelte kampe i 9. runde, der afvikles med to kampe lørdag og to kampe søndag.
Husk at du kan se/gense kampe og highlights fra Kvindeligaen på kvindesport.dk/live
KoldingQ mod BSF – Super Match 2-0
Super Matchen startede 9. runde tidligt lørdag eftermiddag, men de 691 tilskuere i Kolding måtte vente helt til midt på eftermiddagen, før de kunne glæde sig over to mål af Maria Olsen, der sikrede KoldingQ en hjemmesejr på 2-0.
Maria blev skiftet ind i kampen efter 75 minutter, og hun behøvede altså ikke lang tid på banen, før hun fik en afgørende rolle. Målene blev sat ind i 83. og 89. minut og udløste stor jubel hos et hjemmehold, der ikke havde vundet i de seneste 6 kampe i ligaen.
Sejren var fuldt fortjent efter en kamp, hvor koldingenserne styrede løjerne og havde flere skud på træværket, inden det altså til sidst lykkedes at overliste BSF.
Kampfakta
83. minut 1-0 Maria Olsen
89. minut 2-0 Maria Olsen
VSK Aarhus mod FC Nordsjælland 1 – 3
Vi var til stede på Vejlby Stadion lørdag eftermiddag, da topholdet fra FC Nordsjælland vendte 1-0 til 1-3.
Janni Thomsen bragte hjemmeholdet foran med godt ti minutter tilbage af 1. halvleg på et fladt hårdt skud, men alligevel var det gæsterne, der kunne gå til pausen med en føring efter to hurtige mål fra Line Røddik efter hjørnespark og Amalie Vangsgaard på et fladt skud ved nærmeste hjørne.
I slutningen af en lige 2. halvleg afgjorde FC Nordsjælland kampen efter et hjørnespark, og en situation, hvor linjevogteren mente, at bolden var over stregen. Det så ud til, at hjemmeholdets keeper Katrine Svane havde sidste hånd på bolden.
Hjemmeholdets spillere og fans var ikke enige i linjevogterens dom, men det var topholdets held, at den tvivlsomme dom faldt ud til FC Nordsjællands fordel, ligesom en situation i 1. halvleg, hvor hjemmeholdet fik underkendt et mål ved stillingen 0-0.
Selvom der var et par tvivlsomme kendelser i kampen, var det en fortjent sejr til topholdet, der må formodes at have en rigtig hyggelig bustur hjem til Farum med 3 point i bagagen.
Kampfakta
34. minut 1-0 Janni Thomsen
40. minut 1-1 Line Røddik
44. minut 1-2 Amalie Vangsgaard
78. minut 1-3 Katrine Svane (selvmål)
FC Thy – Thisted mod Fortuna Hjørring 0-5
Fortuna Hjørrings skarpe duo Caroline Møller og Sanni Franssi sænkede ligaens positive overraskelse fra Thy, da de søndag middag delte kampens fem mål i mellem sig.
Sanni Franssi scorede hattrick og er nu oppe seks sæsonscoringer. Caroline Møller har nu scoret i sine seneste syv kampe for Fortuna Hjørring, når vi tæller Champions League med. Ganske imponerende.
Den store sejr til Fortuna Hjørring betyder, at de er nyt tophold i ligaen på bedre målscore end FC Nordsjælland.
Kampfakta
11. minut 0-1 Caroline Møller
36. minut 0-2 Sanni Franssi
48. minut 0-3 Caroline Møller
58. minut 0-4 Sanni Franssi
78. minut 0-5 Sanni Franssi
Brøndby mod Odense Q 7-2
Som i seneste runde mod Fortuna Hjørring bed OdenseQ flot fra sig i første del af opgøret, men måtte igen denne weekend bøje sig for overmagten og indkassere et stort nederlag.
Kampfakta
26. minut 1-0 Louise Winter
31. minut 2-0 Kamilla Karlsen
44. minut 2-1 Cecilie Fløe
54. minut 2-2 Tenna Kappel
62. minut 3-2 Josefine Hasbo
63. minut 4-2 Nanna Christiansen
69. minut 5-2 Nanna Christiansen
73. minut 6-2 Mille Gejl
91. minut 7-2 Julie Tavlo
Stillingen i Kvindeligaen efter 9 runder
Vi følger kvindefodbolden
Vi følger dansk og international kvindefodbold her på kvindesport.dk og på vores Instagram profil og Facebookside for kvindefodbold og Twitter profil
Husk at du kan se/gense kampe fra Kvindeligaen på kvindesport.dk/live
Som noget nyt bringer vi highlights fra de store europæiske ligaer her på kvindesport.dk.
Sørg for at kigge forbi på kvindesport.dk/highlights, hvis du vil se topfodbold fra blandt andet Tyskland, England, Frankrig og Spanien.