Næstsidste spillerunde i Kvindeligaen afvikles i weekenden. Det bliver en runde, hvor mange ting kan falde på plads i begge ender af tabellen.
13. rundes Super Match spilles lørdag på Right To Dream Park, hvor FC Thy – Thisted Q gæster FC Nordsjælland kl. 14.00.
Senere lørdag har AGF inviteret VSK Aarhus og Odense Q indenfor på Ceres Park, hvilket sikrer, at rammerne er helt i top til den måske afgørende kamp om nedrykning.
Her ser vi nærmere på 13. runde i Kvindeligaen.
Lørdag den 2. november
Kl. 14.00 FC Nordsjælland mod FC Thy – Thisted Q – SUPER MATCH
Kl. 15.00 VSK Aarhus mod Odense Q
Søndag den 3. november
Kl. 13.00 KoldingQ mod Fortuna Hjørring
Kl. 14.00 Brøndby mod BSF
Du kan se/gense kampe og highlights fra Kvindeligaen på kvindesport.dk/live
FC Nordsjælland mod FC Thy – Thisted Q – SUPER MATCH lørdag kl. 14.00
Efter to smalle nederlag til KoldingQ og Brøndby i de sidste to ligakampe rejste FC Nordsjælland sig i tirsdags, da de sikkert vandt 6-1 over Fredensborg i Kvindepokalen. I kampen scorede holdets nigerianske landsholdangriber Uchechi Sunday fem mål!
FC Nordsjælland er dark horse i kampen om grundspillet 1. plads, men med en sejr her, og i sidste hjemmekamp mod Odense Q, kan de overraske, da Brøndby og Fortuna Hjørring mødes i sidste runde.
FC Thy – Thisted Q har så godt som sikkert reddet en plads i slutspillet. De er fem point over stregen inden kampen med kun seks point tilbage at spille om, og så begunstiges de af at VSK Aarhus og Odense Q mødes internt.
Første opgør i Thisted endte 2-2, men jeg tror, at FC Nordsjælland tager stikket denne gang, og holder topstriden helt åbent frem til sidste spillerunde.
Kvindesport.dk tipper 1
VSK Aarhus mod Odense Q lørdag kl. 15.00
Den vigtige kamp i bundstriden er flyttet til Ceres Park, og afvikles i samarbejde med AGF, der tidligere på dagen har inviteret mere end 150 lokale fodboldpiger til fællestræning på AGFs træningsanlæg Fredensvang.
AGF ønsker med initiativet at bakke op om pigefodbolden i det østjyske, hvilket vækker stor begejstring blandt klubber og spillere, der er gået benhårdt ind i kampen for at slå tilskuerrekorden til en ligakamp i Danmark.
Rekorden lyder på 1.023 tilskuere og blev sat den 17. juni 2018 i slutspilskampen mellem Fortuna Hjørring og Brøndby på Nord Energi Arena i Hjørring.
VSK Aarhus kan med en sejr endegyldigt sikre sig en plads i slutspillet. Situationen er den, at aarhusianerne er to point foran Odense Q inden kampen.
Fynboerne er nærmest tvunget til at vinde i Aarhus, hvis de skal redde sig, for VSK Aarhus har nemlig en ekstra chance for point i den udsatte kamp mod BSF, hvor aarhusianerne må betegnes som favoritter. Den udsatte kamp er fastlagt til søndag den 10. november.
Det første opgør i Odense endte 1-1. Det bliver helt sikkert også spændende på Ceres Park, men jeg synes, at pilen peger i hver sin retning for de to hold.
Odense Q har senest tabt til BSF og tabt hele 7-1 til FC Thy – Thisted Q. VSK Aarhus tabte godt nok til Fortuna Hjørring med 1-0, men de bed fra sig i weekenden, ligesom de gjorde, da de besejrede Brøndby 3-2 i forrige runde.
Kvindesport.dk tipper 1
KoldingQ mod Fortuna Hjørring søndag kl. 13.00
Siden logo-ændringen hos KoldingQ for en måned siden, har koldingenserne taget to sejre på hjemmebane mod henholdsvis BSF og FC Nordsjælland. De ønsker helt sikkert at lave et hattrick mod Fortuna Hjørring, der kommer til Kolding på bagkant af et stort nederlag til Lyon i Champions League.
KoldingQ er kommet på ret kurs igen med syv point i de seneste fire kampe. Det ser ud til, at den stime har sikret holdet en plads i slutspillet uanset resultatet af kampen mod ligaens tophold.
Det bliver spændende at se, hvor medtaget nordjyderne er efter kampen i, og turen til, Lyon i midtugen. Fortuna skal her forsvare 1. pladsen i ligaen, inden de møder rivalerne fra Brøndby i sidste spillerunde.
Første opgør endte 3-0 til Fortuna Hjørring, og da Fortuna plejer at have krammet på KoldingQ, tipper jeg en udesejr her, velvidende, at jeg er på usikker grund. De to hold spillede nemlig 1-1, sidst de mødte hinanden i Kolding. Men jeg vover pelsen. Smal udesejr.
Kvindesport.dk tipper 2
Brøndby mod BSF søndag kl. 14.00
BSF vandt 3-2 over Odense Q i sidste runde og gav sig selv en kort livline i kampen om at undgå nedrykning til Kvalifikationsrækken.
Brøndby har været til Champions League opgør i Skotland, og da kampen ikke er spillet, da disse linjer skrives, ved vi ikke, hvordan det er gået.
Uanset resultatet i Champions League bør der ikke være tvivl om, at Brøndby vinder her, og sender BSF ud og sætter sig selv i en position, hvor de selv kan afgøre, om de vinder grundspillet i den sidste kamp mod Fortuna Hjørring.
Kvindesport.dk tipper 1
Vi følger kvindefodbolden
Vi følger dansk og international kvindefodbold her på kvindesport.dk og på vores Instagram profil og Facebookside for kvindefodbold og Twitter profil.
Se weekendens TV-program for de internationale fodboldkampe her.