Forud for fredagens kamp mod Holland på udebane så det svært ud for de danske fodboldkvinder – i hvert fald hvis man udelukkende rettede blikket mod holdenes indbyrdes opgør. Vi har det svært mod hollænderne, der har vundet de sidste syv kampe, inklusive EM-finalen, og VM-kvalkampen denne fredag aften skulle desværre vise sig ikke at blive en undtagelse.
På et totalt udsolgt Rat Verlegh Stadion var det netop hollænderne, der kom bedst ud til kampen, hvor Danmark i de første 45 minutter blev presset gevaldigt i bund. Med størstedelen af spillet på den danske banehalvdel og effektivt offensivt spil går hollænderne derfor også til pause foran 2-0 med mål fra Lireth Beerensteyn og Shanice van de Sanden. Begge flot opspillede mål. Danskerne er dog tæt på at reducere kort for pausen, da bolden på et hjørnespark falder ned for fødderne af Pernille Harder. Desværre hiver den hollandske keeper en feberredning frem, og den efterfølgende chance til Karen Holmgaard ebber ud i ingenting.
Målløs 2. halvleg på trods af bedre dansk spil
Danskerne kom bedre ud efter pausen, og fik lukket ned for den hollandske offensiv, samtidig med at de selv kom mere fremad på banen. Lige lidt hjalp det dog, selvom Katrine Veje er tæt på, da hun rammer overlæggeren i kampens sene minutter. Danmark formår ikke at få vendt den hollandske føring. Kampen ender 2-0 til Holland, der tager til Viborg på tirsdag med et godt udgangspunkt fremadrettet i VM-kvalifikationen. For kvindelandsholdets vedkommende ser vejen mod VM-slutrunden i 2019 desværre mere knoldet ud.
Hvis ikke du allerede har købt din billet, så skynd dig at få det gjort og find klaphatten frem. Danmark møder Holland i den 2. og afgørende Playoff-kamp tirsdag den 9. oktober kl. 18.00 på Viborg Stadion – og opbakningen på lægterne kan have en stor betydning for de danske kvinder, hvis de skal have vendt 0-2 føringen.
Kampfakta
20. minut 0-1 – Lireth Beerensteyn
44. minut 0-2 Shanice van de Sanden